Rødbedehummus

Hummus er bare altid godt. Og når det er rødbedesæson, er rødbedehummus bare virkelig godt. Denne rødbedehummus har så mange smagsnuancer af blandt andet rundt, syrligt og stærkt, og det er den bedste rødbedehummus, jeg kender.

Peanutbutter??

Ja, peanutbutter. Det skal der i denne hummus. Da jeg udviklede opskriften, kunne jeg nemlig ikke lide tahin, så jeg fik den idé at bruge peanutbutter i stedet. Smagen af peanutbutteret gør noget rigtig lækkert for den her rødbedehummus, så du skulle altså prøve det. (Og ellers kan du bare bruge tahin, ik. Men altså ~ prøv nu det peanutbutter!)

Og når du nu er i gang med at koge rødbeder…

… så gør dig selv den tjeneste at koge lidt ekstra, så du har i køleskabet lige til at tage og bruge til fx en rødbedesmoothie med hindbær og ingefær eller til en rødbedesalat med æble og skyr-dressing.

Hvad spiser man sammen med rødbedehummus?

Nyd rødbedehummus som du ville gøre det med en traditionel hummus. Nyd den på rugbrød, med kernekiks, som dip, til salat, med pitabrød, naan eller fladbrød ~ bare slå dig løs!

 

Rødbedehummus

 

Rødbedehummus
 
Ingredienser
  • 200 g kogte, kolde og skrællede rødbeder (svarer til ca. 250 g uskrællede rødbeder)
  • 1 ds kikærter, skyllede og drænede
  • 1-2 fed hvidløg
  • 10 g. skrællet og revet ingefær
  • Revet skal af ½ ubehandlet citron
  • 1 spsk peanutbutter (eller tahin)
  • 3 tsk eddike, fx æblecidereddike eller hvid balsamico
  • 1 tsk ahornsirup/akaciehonning
  • 1½ tsk havsalt
  • Lidt friskkværnet peber
Fremgangsmåde
  1. Rødbederne vaskes og koges med skræl i usaltet vand ved middel varme. Rødbederne er færdige, når de føles møre, når en stegenål el. lign stikkes i. Når rødbederne er færdigkogt, skylles de med koldt vand, enderne skæres af, og skrællen smuttes af med hænderne (jeg har køkkenhandsker på til dette).
  2. Rødbederne afkøles helt.
  3. Alle ingredienser kommes i en foodprocessor eller lignende og køres til en jævn masse. Ønskes hummusen en anelse mere lind, tilsættes en anelse koldt vand lidt ad gangen.
  4. Smag til.
  5. Serveres kold og opbevares i køleskab.
Rigtig god fornøjelse

 

Rødbedehummus