Dette er efterhånden blevet en klassiker og bages i rigtig mange hjem, og vi er ingen undtagelse herhjemme; Vi eeelsker de her kernekiks, og det er der altså også mange gode grunde til. Disse kiks er helt vidunderligt lækre. Tynde og sprøde. Fulde af god smag og knas. Med saltkiksmulighed.
Min version af denne klassiker bliver lavet i kiksestørrelse. Og så er de både nemme og hurtige at bikse sammen. De er gode som et let lille mellemmåltid, både som de er med frugt til eller med et stykke ost med figen-dadelkompot på, chokospread eller hindbær-chiamarmelade på. De kan også bruges sammen med for eksempel hummus, tzatziki eller andre former for gode dips.
Variant: Prøv at drysse kiksene rundhåndet med spidskommen inden bagning, det smager rigtig godt.
- ½ dl finvalsede havregryn
- ½ dl hørfrø
- ½ dl græskarkerner
- ½ dl solsikkekerner
- ½ dl sesamfrø
- 1¾ dl hvedemel
- ½ tsk bagepulver
- 1 tsk knust flagesalt (for mild version) eller groft bordsalt (for salt version)
- ½ dl neutral olie (fx rapsolie)
- 1 dl vand
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Bland alle ingredienser godt sammen i en skål.
- Kom dejen ud på et stykke bagepapir, der passer til en bageplade. Læg et stykke bagepapir ovenpå dejen. Rul med en kagerulle dejen ud mellem de to stykker bagepapir til dejen er et kvadrat på 30 x 30 cm. Det øverste bagepapir fjernes, når dejen er helt udrullet.
- Flyt bagepapiret med den udrullede dej over på en bageplade.
- Skær/rids med en skarp kniv kiks ud i kvadrater på 5 x 5 cm, dette gør det nemt at knække kiksene fra hinanden efter endt bagning og afkøling.
- Kiksene bages ca. 25 minutter eller til de er (let) gyldne. De bliver helt sprøde, når de er kolde.
- Kiksene opbevares i en lufttæt beholder.


2 thoughts on “Kernekiks”