Rødbedesalat med æble og skyrdressing

Så er der rødbedesalat in da house! For kalenderen viser 1. september, og det betyder, at det er efterår. Yay! Jeg e.l.s.k.e.r efteråret, det er så absolut min yndlingsårstid. Smukke sensommerdage, regnfulde hyggelige inde-dage, naturen der skifter farve, stearinlys, mørke aftener, serie-tid, hygge og pakken-sig-sammen efter sommeren. Og julen der bevæger sig nærmere. Og efterårets grøntsager, der begynder at vise sig på supermarkedets hylder: Græskar, rødbeder, knoldselleri, pastinak og persillerod ~ åh, det er så godt!

Fra tilbehørssalat til måltidssalat

Her er en opskrift en en dejlig rødbedesalat med æble og skyrdressing, en rigtig dejlig efterårssalat. Mmh, jeg elsker rødbede! Det er en tilbehørssalat, men ønsker man at gøre den til en måltidssalat i stedet, kan man sagtens tilføje kogt perlespelt samt sorte linser. Et lille tip mere kunne være at tilføje lidt rucola og måske lidt fintsnittet rødløg. Man kan også udskifte solsikkekernerne med valnødder. Leg lidt med det, det er sjovt og spændende at fremtrylle nye versioner.

Hvis du som jeg kan gå amok i rødbeder her i efteråret og vinteren, har jeg god inspiration til rødbedemad lige HER.

 

Rødbedesalat med æble & skyrdressing
 
Mængde: Ca. 3 personer
Ingredienser
  • 600 g rødbede ~ OBS: Dette er kogt og skrællet vægt!
  • 2 æbler
  • 2 stilke bladselleri
  • 35 g solsikkekerner, gerne ristede men ikke en nødvendighed
  • En stor håndfuld mynteblade
  • 180 g skyr naturel (min personlige favorit er den fra Løgismose, men anything goes)
  • 1½ spsk agavesirup
  • 1 tsk knust havsalt
  • ¼ tsk groft sort peber
Fremgangsmåde
  1. Rødbederne med skræl på koges i rigeligt, usaltet vand til de er møre, dette tager ca. 1 time. Når rødbederne er møre, hældes vandet fra dem, og de afkøler nok til, at man kan holde på dem. Skær enderne af og gnid skrællen af rødbederne (jeg bruger altid køkkenhandsker, når jeg rører ved fx rødbeder pga den stærke farve). Herefter afkøles rødbederne helt.
  2. Rist evt. solsikkernerne på en tør pande.
  3. Når rødbederne er helt kolde, laves resten af salaten:
  4. Skyr røres grundigt sammen med agavesirup, salt og peber.
  5. Rødbederne skæres i stykker af ønsket størrelse.
  6. Bladselleri rengøres og skæres i stykker af ønsket størrelse.
  7. Æblet befris for kernehus og skæres i stykker af ønsket størrelse.
  8. Myntebladene skæres i mediumfine skiver.
  9. Alle ingredienserne blandes sammen.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
Prøv at:
- tilføje kogt perlespelt samt sorte linser.
- tilføje lidt rucola og måske lidt fintsnittet rødløg.
- udskifte solsikkekernerne med valnødder.