Så her kommer der en af de rigtigt gode: En lun tomat-bulgursalat med bagt grønt og kikærter. Den er nem at lave, den er proppet med grøntsager, og så smager den VILDT godt. Hvis jeg selv skal sige det. Og det må man godt.
Og jeg mener det!
Det er ikke for sjov, når jeg siger, at salaten her er “proppet med grøntsager”. Faktisk tænkte jeg, da jeg havde skåret grøntsagerne, og jeg nu alligevel havde overgjort det en smule. Men da grøntsagerne var bagt, passede mængden intet end perfekt i salaten ~ og masser af grøntsager kan vi godt lide, ik?
Helt enkelt men helt vildt godt
Somme tider behøver det ikke være så kompliceret (faktisk forsøger jeg jo altid at gøre mine opskrifter så enkle som muligt), og denne bulgursalat er et rigtig godt eksempel på dette.
For man skal ikke have ret mange ingredienser, og vupti har man en skønskønskøn lun tomat-bulgursalat med bagt grønt og kikærter.
Hør bare her hvad man blot skal bruge:
Bulgur
Kikærter
Grøntsager
Tomatpuré + lidt diverse
Og vupti har man den mest smagfulde, lækre måltidssalat.
Lun ~ eller ikke lun?
Salaten her er lun, fordi den laves med de bagte grøntsager, mens de stadig er varme. Det giver salaten et særligt comfy touch, at den er lun. Men hey: Vil du hellere nyde salaten kold, eller skal den fx med i madpakken, så smager den altså også viiirkelig godt sådan.
Er du vild med denne type salater?
Så se fx min arabisk-inspirerede bulgursalat med kikærter eller min indiske tabouleh med linser.
- 2 dl grov bulgur + 4 dl vand + ½ tsk groft salt
- 1 dåse kikærter
- 50 g grofthakkede mandler
- En håndfuld persille
- 2 auberginer
- 1 squash
- 2 rødløg
- 1 rød peberfrugt
- Olivenolie i ønsket mængde
- 1 tsk knust havsalt
- 100 g tomatpuré
- 2-3 hvidløgsfed
- 75 g soltørrede tomater (dem der ligger i olielage)
- Skal af ½ ubehandlet citron
- 1 tsk røget paprika
- ½ tsk tørrede chiliflager
- 1 tsk knust havsalt
- ¼ tsk groft sort peber
- Kog bulgur, vand, og salt i en gryde med låg ved svag varme (hos mig er det trin 2 ud af 5) i 20 minutter. Efter kogning hældes evt. overskydende vand fra, og bulguren skylles kort i koldt vand. Dræn bulguren i sigte.
- Mens bulguren koger:
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
- Ordn grøntsagerne og skær dem i medium stykker.
- Kom grøntsagsstykkerne på en bagepapirsbeklædt bageplade og vend dem med knust havsalt og lidt olivenolie.
- Bag grøntsagerne ca. en halv time, de skal være møre og gerne have fået lidt farve. Det er særligt vigtigt, at auberginestykkerne er møre.
- Mens bulguren koger og grøntsagerne bager:
- Lav "dressingen":
- Afdryp de soltørrede tomater lidt og skær dem i små stykker.
- Skær hvidlægsfeddene fint eller knus dem med en hvidløgspresser.
- Riv citronskallen fint.
- Alle ingredienserne til "dressingen" røres sammen.
- Kikærterne skylles og drænes, persilles skæres groft, og mandlerne hakkes groft.
- Når alle elementer er klar, vendes salaten grundigt sammen.
- Serveres lun og gerne drysset med lidt ekstra persille og mandler.