Vegetarisk tandoori

Vegetarisk tandoori er et must i ethvert vegetarisk hjem. I alle hjem, faktisk. Generelt burde vi alle spise meget mere indisk mad, for det er simpelthen noget af det lækreste!

Uhm! Bare uhm!

Hør lige her: En tyk cremet sauce. Med pikant smag af stegt peberfrugt, tomat, røget paprika og ingefær. Fyldt med mandler, blomkål og butterbeans. Som nydes sammen med jasminris, frisk spinat, yoghurt naturel og gerne flere mandler.

Det.er.så.lækkert!!

Og nemt. Dejligt nemt. Og sådan kan jeg altså bare bedst lide at lave mad: Når det er nemt og lækkert på samme tid.

Vegetarisk tandoori på min måde

Jeg har valgt at tilføje stegt peberfrugt til saucen for at give dybde til smagen. Jeg elsker simpelthen stegt og bagt peberfrugt, det har den lækreste smag og konsistens.

Så vidt jeg ved, blender man mandler med i den traditionelle tandoori, men det synes jeg ikke, fungerede for mig, så i min version er der hele mandelsplitter i saucen, hvilket giver et rigtig lækkert crunch.

Det der umami

Der findes fem grundsmage: Sødt salt, surt, bittert og umami. Umami er ofte det, der gør, at man oplever et måltid som velsmagende. Umami findes i fx svampe, tomater, moden ost som fx parmesanost, miso, worchestershiresauce (brug den UDEN ansjos, hvis du er vegetar!) og asparges. Og så i kød.

Når man arbejder i det vegetariske køkken, er der visse greb, man kan gøre, for at tilføje umami til retterne, når man ikke har kødet til at hjælpe med dette. Fx kan man måske undre sig over, hvad soya laver i en indisk ret, men soyaen er der ikke for at give smag, men for at give bund i retten. Soya er en af de ingredienser, man kan bruge for at tilføre en ret umami. I denne ret er det soya, tomat, eddike og røget paprika, der er med til at skabe dels bunden, dels smagsnuancerne i retten, så smagsløgene bliver så glade som muligt.

Dén farve!

Det er en overbevisende farve, min vegetariske tandoori har, og det skyldes kombien af tomater, stegt peberfrugt, paprika og en smule fløde. Total farvefest!

Vild med indisk?

Os’ mig! og jeg har en del indiske opskrifter her på bloggen. Prøv fx at se min vegetariske butterchicken, min all time favorite dhal med raita eller min indiske kartoffelret med linser. Eller bare lav en søgning på “indisk“, så kommer der gode sager frem!

 

Vegetarisk tandoori
 
Blend saucen eller blend ikke saucen (se i opskriften hvornår og hvordan) ~ uanset hvad er det en toplækker konsistens på saucen.
Mængde: 3-4 personer
Ingredienser
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 20 g frisk ingefær (den angivne mængde er den mængde, der bruges, dvs. uden skræl)
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dl fløde
  • 20 g røde linser
  • 1½ spsk æblecidereddike
  • 1½ spsk soya
  • 1 dåse tomatpure (=140 g)
  • 1½ spsk agavesirup
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 tsk paprika
  • ¼ tsk tørrede chiliflager
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 4 dl vand
  • 1½ tsk groft salt
  • ½ tsk groft sort peber
  • 45 g mandelsplitter
  • 1 dåse butterbeans (=240 g kogte butterbeans)
  • 350 g blomkålsbuketter (svarer cirka til et lille blomkålshoved)
Tilbehør
  • Ris, fx brune ris eller jasminris
  • Frisk spinat
  • Yoghurt naturel
  • Mandelsplitter eller hakkede mandler
  • Evt. også tørrede chiliflager
Fremgangsmåde
  1. Først ordnes alle grøntsagerne:
  2. ~ Peberfrugten befries for stilk, membran og kerner, og peberfrugten skæres i mindre stykker.
  3. ~ Løget skrælles og skæres i mindre stykker.
  4. ~ Hvidløgsfeddene pilles og skæres fint.
  5. ~ Skrællen skæres af ingefæren, og ingefæren skæres fint.
  6. I en dyb pande eller gryde opvarmes lidt neutral olie (fx raps) ved mediumhøj varme (trin 6-7 ud af 9 hos mig)
  7. Svits peberfrugten i olien, til peberfrugten har fået lidt stegefarve.
  8. Tilsæt løgstykkerne og lad dem stege med, til de er let bløde (skal ikke tage farve).
  9. Tilsæt hvidløg og lad dem stege kortvarigt med (skal ikke tage farve!)
  10. Tilsæt saucens øvrige ingredienser undtagen mandelsplitter, butterbeans og blomkål og bland det hele grundigt.
  11. Lad saucen småkoge med låg på gryden 20 minutter. Omrør ind i mellem så saucen ikke sætter sig fast på bunden af panden/gryden.
  12. Når saucen er kogt færdig, blendes den med stavblender, hvis dette ønskes. Jo mere blendning, jo mere glat og cremet sauce. Blendes saucen ikke, er det en blød, cremet sauce med stykker af løg og peberfrugt. Både blendet og ikke-blendet er saucen rigtig lækker.
  13. Tilsæt herefter butterbeans og blomkålsbuketter, og saucen småkoger videre med jævnlig omrøring og med låg på gryden, indtil blomkålsbuketterne er let møre, ca. 10 min.
  14. Tilsæt mandelsplitter og varm videre i 5 min.
  15. Juster evt. saucens konsistens med lidt vand, men husk: Tandoori er en ret tyk sauce.
  16. Server tandoori med ris af ønsket type, fx brune ris eller jasminris, frisk spinat, yoghurt naturel samt mandelsplitter/hakkede mandler. Evt. også tørrede chiliflager til drys.
Rigtig god fornøjelse.