Som stor pige var jeg en sommer sammen med min familie i Sydfrankrig. Der var sol, der var varme, og der var minestrone i min tallerken langt de fleste aftener. På den ferie lærte jeg minestrone at kende, og jeg har holdt af den suppe lige siden. Der er sommer og gode minder i hver mundfuld minestrone, jeg spiser. Hver eneste gang.
“Men ~ soya i minestrone?” spørger du måske
Og det er da også et godt spørgsmål, da soya jo holder til i det asiatiske køkken, og dette er en traditionel italiensk ret. Men ja, soya i minestrone. I hvert fald i min minestrone. Fordi: Traditionelt bruger man bacon i minestrone, men det er der naturligvis ikke i min variant, så for at få umami i suppen ~ og i vegetarmad generelt ~ er der tricks, man kan ty til for at få maden til at smage dejligt, fyldigt og dybt. Soya er et af disse tricks (balancen er at få soyaen til at give fylden i smagen uden at retten smager af soya). Det samme er røget paprika og tomat. Cayenne også, hvis du spørger mig (igen: balance, så retten ikke bliver stærk af cayenne, men blot får en dyb bund).
Så dette er mit bud på en vegetarisk minestrone med masser af smag, bønner, grøntsager og pasta i et let tyknet tomatsuppe.
Psst.
Hvis du som jeg er glad for det italienske køkken, så skulle du altså lige tage et kig på min italienske bønnesalat, min populære caponata (nej, ikke carbonara!) eller hvad med verdens bedste pizzabund med fuldkorn?
- 1 bagekartoffel
- 1 liter vand
- 1 ds cannellinibønner (ikke butter beans/limabønner), ellers kidneybønner, brune bønner eller black eye bønner
- 60 g fuldkornssuppehorn (ukogt vægt)
- 100 g tomatpuré
- 1 løg
- 1 stor gulerod
- 2 stilke bladselleri
- 100 g frosne ærter
- 100 g grønne bønner (frosne eller friske)
- 1½ grønsagsbouillonterning
- 2 tsk soya
- 2 tsk æblecidereddike eller hvid balsamico
- 3 laurbærblade (koges med, men skal ikke spises)
- 1 tsk tørret oregano
- 1 tsk tørret salvie
- 1 tsk tørret timian
- ¼ tsk røget paprika
- En knivspids cayennepeber
- 2 tsk havsalt
- ¼ tsk peber
- Godt fuldkornsbrød
- Bagekartoflen skrælles og skæres i små tern. Disse tern koges med halvdelen af vandet i en gryde stor nok til at rumme hele suppen, indtil kartoffelstykkerne er helt møre, det tager 15-20 min. Herefter blendes kartoflen helt ud i vandet med en stavblender.
- Mens kartoffelstykkerne koger, ordnes grønsagerne og skæres i medium stykker.
- Bønnerne skylles og afdryppes.
- Når kartoffelstykkerne er færdigkogt og blendet, tilsættes den resterende halvdel vand, tomatpuré, bouillonterninger, løg, gulerødder, laurbærblade, tørrede krydderurter, salt og peber, og suppen koges roligt 10 minutters tid.
- Imens koges pastaen i en separat gryde.
- Efter de ca. 10 minutter tilsættes bladselleri, ærter, grønne bønner og cannellinibønner, og suppen varmes igennem og smages til. Tilsæt evt. lidt mere vand, hvis suppen er lidt for tyk.
- Lige inden servering kommes pastaen i suppen.
- Server suppen med godt fuldkornsbrød til.