Chiabær ~ hvad er det, tænker du måske. Og det kan jeg nemt fortælle dig: Det er verdens nemmeste… frugtgrød? Marmelade? Kompot? Okay, måske kan jeg ikke helt præcis sige, hvad det er, men jeg kan i hvert fald sige, at det er nemt. Og lækkert. Og kan bruges til alt muligt.
Ja, det er SÅ nemt!
~ Frosne bær tøes op
~ Blandes med chiafrø og sødning
~ Hviler minimum 10 minutter
~ Nydes
Kan holde sig på køl en uges tid
Ejmen, det ER da nemt, ik?
Hvad kan man bruge chiabær til?
Jeg bruger det gerne ovenpå grød eller som marmelade. Det er også lækkert sammen med is eller brownie. Og ovenpå en gang morgenmads-ris a l’amande eller ris a la yoghurt som alternativ til kirsebærsauce.
Du kan her på bloggen også finde en opskrift på en hindbær-chiamarmelade, som minder meget om disse chia-bær, den er dog sødet med dadler.
- 100 g frossen bærsymfoni
- 5 g chiafrø
- 2 tsk Easis Perfect Strø eller 4 tsk agave- eller dadelsirup
- Lad bærrene tø op i stuetemperatur eller giv dem 1 minut ved 800 watt i mikroovn.
- Kom chiafrøene i de optøede bær og bland meget grundigt.
- Smag til i forhold til sødning ~ måske kan du lide chia-bærrene enten mere eller mindre søde end opskriften angiver.
- Kom blandingen i en beholder, sæt låg på og stil chia-bærrene i køleskab.
- Chiabærrene kan bruges med det samme, eller man kan lade blandingen trække, hvorved chiafrøene "gelerer" blandingen.
- Nydes meget gerne afkølet og ovenpå varm eller kold grød. Kan også bruges som marmelade.
Bruger man ikke mikroovn, ville jeg foretrække blot at tage bærrene ud af fryseren i god tid, så de er optøede, når man rører dem sammen med chiafrøene.