Du kender ris a l’amande, og lige om lidt kender du også ris a la yoghurt. Og du kan godt begynde at glæde dig!

“Hvad har du nu gang i, Pernille??”, tænker du måske

Jamen, det skal jeg sige dig: Sundere ris a l’amande.

Ja, du læste rigtigt.

I stedet for fløde i ris a l’amanden bruges vaniljeyoghurt.

Jamen, det er overraskende, HVOR lækkert det er!

Dårlig samvittighed gider vi ikke!

Det er på ingen måde, fordi vi nu ikke skal nyde en helt klassisk ris a l’amande, når muligheden byder sig. Den kan bare noget helt særligt. Men det gør da heller ikke noget, at man kan nyde en sundere version en gang i mellem, vel?

Jeg bruger selv sukkererstatning i min ris al a yoghurt, men man kan bare bruge almindeligt sukker eller andet, man føler for, hvis man hellere vil det. Det bestemmer man jo fuldstændig selv, heldigvis. Og husk at smage til ~ det er jo ikke sikkert, du kan lide den sødet på samme måde som mig.

Psst.

Du kan lave denne ris a la yoghurt med både almindelig risengrød (både den traditionelle grød og den plantebaserede version) og på grov risengrød. Begge dele smager intet mindre end virkelig godt.

Og så skal det for en god ordens skyld nævnes, at det er I Form Med Tina, der er ophavskvinden til denne opskrift, det eneste jeg har gjort er, at tage den til mig, dele den med tilladelse og tilpasse ingredienserne til mine smagspræferencer.

 

Ris a la yoghurt ~ sundere ris a l'amande
 
Mængde: 1 person
Ingredienser
  • 200 g kold risengrød/grov risengrød
  • 25 g vaniljeyoghurt
  • 1 tsk Easis Perfect Strø (eller 2 tsk sukker)
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 5-10 g mandelsplitter
  • Tilbehør: Kirsebærsauce (jeg foretrækker den fra Easis eller den med bær fra Skælskør Frugtplantage)
Fremgangsmåde
  1. Alle ingredienserne røres grundigt sammen.
  2. Afkøl godt inden servering.
  3. Nydes med kirsebærsauce.
Rigtig god fornøjelse.