Bananbrød

Jeg er fuldstændig vild med bananbrød. Altså ~ det hedder bananbrød, men det smager og føles mere som kage. Det kan varieres på mange måder, og det er en sund udgave af kage. Nogle mener faktisk, bananbrød er så fuldt af gode sager, at de gerne spiser det til morgenmad.

Mere overbevisning behøves vist ikke, vel?

Bananbrød

Man skulle tro, det var løgn…

Denne variant er en simpel version smagt til med vanille, mørk chokolade og mandler. Helt enkelt og meget lækkert.

Og naturligvis er dette bananbrød, som mine andre bananbrød, bagt udelukkende på fuldkornsmel ~ jo, det passer! ~ og det bliver det ikke ringere af, skulle jeg hilse at sige! Det er nemlig stadig skønt blødt og svampet.

Smid ikke de overmodne bananer ud!

Brug dem til bananbrød (eller granola)! Bananerne skal nemlig være så modne som muligt, vi snakker masser-af-brune-pletter-på-skrællen-og-gerne-bløde-i-kødet-modne, for så bidrager de med masser af sødme i bananbrødet.

Bananbrød

Tippet der gør den lille forskel

Brug et stegetermometer ~gerne digitalt ~ til at måle brødets temperatur for at være sikker på, at brødet har den perfekte konsistens. Bananbrød kan nemlig godt være lidt tricky og blive underbagt, hvilket jeg ikke er så vild med. Samtidig gider vi jo heller ikke have et overbagt og dermed tørt bananbrød, vel.

Er du klar til flere bananbrødsvarianter?

Jeg har også andre versioner af bananbrød her på bloggen, prøv fx mit populære krydrede efterårsbananbrød med æble, gulerod & hasselnødder eller mit bananbrød med varme krydderier, mørk chokolade & valnødder.

Og så kan bananbrød også bages som de lækreste muffins, find opskrift og fremgangsmåde HER og en chokoladevariant HER.

 

Bananbrød
 
Der bruges en rugbrødsform str. 25 x 11 x 7 cm (det er vist nok en 1½ liters form)
Mængde: 1 brød
Ingredienser
  • 325 g meget moden banan (=vægten af selve bananerne uden skræl, det svarer til ca. 3 bananer)
  • 75 g dadler (den angivne vægt er uden sten og svarere til ca. 7 dadler) ELLER ¾ dl flydende sødning, fx agavesirup, Bodylabs zero salted caramel topping eller Fibersirup
  • 2½ dl mælk af ønsket type, herunder også plantemælk
  • 2 tsk citronsaft
  • 225 g fint fuldkornsmel, fx hvid hvede mel eller fuldkornsspeltmel
  • ½ tsk havsalt
  • 2 tsk vanille
  • 1½ tsk bagepulver
  • 1½ tsk natron
  • 60 g mørk chokolade
  • 40 g mandler
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovnvarme (= over- og undervarme).
  2. Bruges chiaæg røres dette sammen, lad det trække 10 min.
  3. Hak chokolade og mandler groft.
  4. Kom alle ingredienser undtagen mandler og chokolade i en foodprocessor og kør til det er en helt glat dej (eller mos bananerne med en gaffel og bland alle ingredienserne i en skål).
  5. Rør mandler og chokolade i dejen med en grydeske.
  6. Beklæd en rugbrødsform med bagepapir og hæld dejen heri.
  7. Bananbrødet skal bage cirka 1 time. Læg et stykke staniol over brødet efter 10 minutters bagetid, ellers ender overfladen med at blive ret mørk. Bruges stegetermometer er brødet færdigt ved en centertemperatur på 88 grader.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Jeg har en (billig) elektrisk kaffekværn (en af dem til at kværne kaffebønner i), den er perfekt til at knuse fx. chiafrø i.

Bananbrødet smager skønt, mens det stadig er lunt ~ evt. med en klat smør på ~ og det smager også rigtig lækkert koldt.

 

Bananbrød