Hummus med soltørret tomat ~ en virkelig lækker hummusvariant. Måske min nye yndlingshummus. Men det siger jeg jo hver gang, jeg spiser hummus.
Og nu bliver det virkelig vildt!
I denne hummus med soltørret tomat har jeg nemlig dristet mig et godt stykke ud af min comfort zone, jeg har nemlig ~ hold nu fast ~ brugt tahin!
Ja, du læste rigtigt!
Man tror næsten, det er løgn, men det er den skinbarlige sandhed.
“Men hvorfor er det så vildt?” spørger du måske
Det er det, fordi jeg faktisk ikke er særligt gode venner med tahin. Jeg er vild med sesamfrø, men har iiikke helt samme følelse for tahin (som ellers er lavet af sesamfrø). Hvilket tilsyneladende er temmelig usædvanligt i madnørdkredse, hvor jeg får indtrykket af, at alle elsker tahin og nærmest kunne spise det med ske direkte fra glasset.
Der er jeg ikke helt endnu.
Hvorfor så bruge tahin?
Fordi jeg somme tider køber en hummus med soltørret tomat, der smager så overdrevet godt, at jeg er nødt til at genskabe den herhjemme. Og den er der altså tahin i. Så jeg måtte jo nødvendigvis forsøge mig med det der tahin igen, og det gik faktisk godt!
Små mængder til mig, tak (endnu, i hvert fald). Er du tahinelsker, giver du den bare gas. Man kan jo bare smage sig frem til, hvor meget der skal i hummusen.
Og er du ikke til tahin, så udelader du den bare. Det kan man sagtens. Ud af alle mine opskrifter på hummus her på bloggen, er dette den eneste med tahin i, selvom tahin ellers hører uløseligt sammen med hummus. Men altså; Opskrifter er jo ligesom til for, at vi kan justere dem til vores egen smag, ik.
Hummus med soltørret tomat FTW!
Min hummus med soltørret tomat er lavet med soltørrede tomater, hvilket betyder, at det er en hummus proppet med lækker umami, og den er et must, hvis du elsker både hummus og soltørrede tomater.
- 1 dåse kikærter (=240 g kogte)
- 60 g soltørrede tomater, dem i olielage i glas
- 1 fed hvidløg
- 15 g tahin
- 2 spsk æblecidereddike
- 1 tsk paprika
- 1 tsk stødt ingefær
- 1 tsk løgpulver
- ½ tsk spidskommen
- ¼ tsk muskatpulver
- ¼ tsk tørrede chiliflager
- 1 tsk havsalt
- 1½ dl koldt vand
- De soltørrede tomater dryppes grundigt af for olielage, brug gerne en si og lad dem ligge lidt tid heri.
- Alle ingredienser kommes i en blender og køres til en helt cremet og glat konsistens.
- Juster evt. med kold vand.
- Smag til.
- Afkøl og nyd.