Jeg er vild med brød. Virkelig vild med brød. Især hjemmebagt brød bor i mit hjerte. Jeg bager næsten hver weekend, og det er altid sjovt at finde på nye kombinationer af mel, frø/kerner og frugt/grønt.
Bollerne her er nemme at have med at gøre, de skal langtidshæve, og man får uden for meget besvær fine lufthuller i krummen. Jubiii, ik’?
Har du ikke en surdej kørende, så skynd dig at få lavet en! Det er ikke svært, og jeg har en surdejsguide her på bloggen, hvis interessen skulle være der.
Superlækre surdejsboller
Mængde: 12 boller
Ingredienser
- 5 dl koldt vand
- 10 g gær
- 80 g bageklar surdej
- 1 tsk sukker
- 200 g fuldkornsspeltmel (eller hvid hvede mel)
- 450 g hvedemel
- 20 g salt
- Evt. masser af sesamfrø til drys (kan også lægges på bagepapiret, så man også får sesam i bunden af bollerne)
Fremgangsmåde
Trin 1
- Bland vand, gær, surdej og sukker og rør væsken klumpfri med et piskeris.
- Tilsæt begge slags mel samt salt og rør roligt, indtil melet er rørt ind i dejen. Rør derefter dejen på høj hastighed på røremaskine 10-15 minutter.
- En skål eller bøtte (jeg bruger altid en condibøtte) smøres med lidt neutral olie, og dejen kommes heri. Tildæk skålen/bøtten helt til (jeg bruger låg på min condibøtte).
- Dejen kan nu hæve på forskellige måder:
- Enten:
- Dejen stilles i stuetemperatur og hæver 6-7 timer (giver fine lufthuller)
- Eller:
- Dejen stilles i køleskab og hæver 8-12 timer. Herefter tages skålen med dej ud af køleskabet og stilles til opvågning i stuetemperatur 1½ - 2 timer (giver fine lufthuller)
- Eller:
- Dejen hæver i køleskab 8-12 timer og bruges direkte fra køleskabet (lidt mere tætte boller)
Trin 2
- Sæt en bageplade i ovnen og tænd ovnen på 250 grader varmluft. Lad ovnen varme op et kvarter.
- Begynd efter de 15 minutter at forme bollerne:
- Læg et stykke bagepapir klar til at sætte boller over på.
- Strø et pænt lag hvedemel ud på køkkenbordet og hæld dejen ud herpå (et trick til at løsne dejen fra skålen så nænsomt som muligt er at bruge en dejskraber med vand på, da vandet modvirker klistring).
- Fugt hænderne let og fold forsigtigt begge sider af dejen ind over hinanden (gerne så en aflang pølse opnås ~ så vidt muligt).
- Brug en stor, skarp kniv til at skære bollerne ud med (drys mel på skæret for at modvirke klistring af dejen på kniven). Der bliver 12 boller ud af denne portion.
- Læg bollerne direkte over på bagepapiret, der ligger klar på bordet.
- Når alle bollerne er kommet over på bagepapiret, trækkes bagepapiret forsigtigt over på den varme bageplade, der indtil nu har stået i ovnen.
- Sæt bagepladen med bollerne på ind i midten af ovnen og bag bollerne ved de 250 grader varmluft i 12 minutter.
- Skru herefter ned på 200 grader varmluft og bag bollerne færdige i 10-12 minutter. Bollerne skal have flot gylden/mørk gylden farve, når de er færdige.
- Afkøl bollerne lidt eller helt på bagerist inden servering.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
Bollerne kan genopvarmes, det bliver de bestemt ikke dårligere af:
Tænd ovnen på 225 grader varmluft og lad den varme helt op.
Sæt bollerne ind i ovnen og lad dem varme i følgende antal minutter:
5-6 minutter for lækkert sej overflade
7-8 minutter for sprød overflade
Tænd ovnen på 225 grader varmluft og lad den varme helt op.
Sæt bollerne ind i ovnen og lad dem varme i følgende antal minutter:
5-6 minutter for lækkert sej overflade
7-8 minutter for sprød overflade
Kære Pernille, tak for brugbar opskrift på surdej, jeg skulle blive 42 og have prøvet utallige gange at knække den nød, før det ENDELIGE lykkedes med din metode! Også bagte jeg fluks disse skønne boller, lidt mere mel skulle der til, men alle fra størrelse 21 mdr og op spiste rub og stub. TAK, føler mig næsten uovervindelig nu
Hej Christina.
Tusind tak for din supersøde besked! Jeg er glad helt ned i maven over, at du er lige så glad for bollerne, som jeg er! 😀 Det der med melet er altid lidt en vurderingssag, da alle mulige forhold som fx temperatur og melets beskaffenhed har betydning for, hvor meget, man skal bruge.
Jeg er bare virkelig glad for, I kunne lide bollerne 🙂
Kærlig hilsen Pernille.