Stuvet hvidkål

Stuvet hvidkål er rigtig mormormad, men det kan altså også noget. Og her byder jeg på stuvet hvidkål, der kan laves i enten traditionel eller vegansk version ~ det er samme opskrift, hvor man så blot bruger traditionel mælk eller plantedrik.

Stuvet hvidkål på den sundere måde

Langt de fleste opskrifter på stuvet hvidkål angiver, at man skal opbage saucen = bruge smør og hvedemel. Jeg er ikke bange for smør (faktisk er jeg helt tosset med det), men fra jeg var lille har jeg fået stuvet hvidkål tyknet med majsstivelse, og det er den variant, jeg synes, smager bedst. Vel nok fordi det er det, jeg altid har været vant til.

Og så lige to små men vigtige tip:

~ Brug hvidkål, ikke spidskål! Spidskålen mister bid alt for hurtigt, og der skal altså være noget bid i kålen, for at denne ret kan noget rigtig godt.

~ Skær ikke hvidkålen i for små stykker, så ender du med hvad der mest af alt minder om en kål-grød. Hellere lidt for groft end for fint. Man kan jo bare skære stykkerne i ønsket størrelse, når man spiser retten.

Mere mormormad?

Jeg har ikke mange mormormadopskrifter her på bloggen endnu, men lur mig, om der ikke lander en ind i mellem. Du kan indtil videre tage et kig på min opskrift på millionlinser, som er et grønt og lækkert alternativ til millionbøf.

 

Stuvet hvidkål
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 800 g hvidkål (ikke spidskål!)
  • 8 dl mælk, enten let- eller minimælk ELLER neutral soyadrik
  • 40 g maizena
  • ¾ tsk muskatnødpulver
  • 1½ tsk havsalt
  • ¼ tsk hvid peber eller groft sort peber
Fremgangsmåde
  1. Hvidkål skæres i lidt grove stykker (skæres hvidkålen for fint, bliver stuvningen meget nemt til en slags grødet konsistens) og koges roligt akkurat mør i usaltet vand.
  2. Mens hvidkål koges, laves saucen:
  3. Alle ingredienser kommes i en lille gryde og piskes grundigt sammen med piskeris. Varm roligt saucen op under mere eller mindre konstant omrøring (så den ikke sætter sig på bunden af gryden), og når den koger, skal den koge fredeligt 2-3 minutter (dette for at maizenaen koges ordentlig ud). Smag saucen til.
  4. Når hvidkålen er færdigkogt, drænes den grundigt for vand. Herefter hældes saucen op i gryden til den tilberedte hvidkål, og det hele blandes grundigt.
  5. Server.
Rigtig god fornøjelse.

 

Stuvet hvidkål