Græskarbrød ~ som egentlig smager og føles mere som kage end som brød, så man i virkeligheden også godt kunne kalde det en græskarkage. Uanset hvad man kalder denne lækkerhed smager den af hygge (og lidt af jul), og man går jo aldrig galt i byen ved som her at tilsætte nødder og chokolade. Mmm, dette græskarbrød er så lækkert, saftigt, blødt og smagfuldt. og efterårshyggeligt. Noget så efterårshyggeligt.
Fun fact ~ denne opskrift opstod således:
Man tager et bananbrød. Serverer det for ældstebarn. “Øj, det smager ellers af banan”, siger ældstebarn for på den pæne måde at sige “thanks but no thanks”. Man tager et bananbrød, skifter banan ud med græskarmos og tilføjer varme krydderier. Serverer det for ældstebarn og kalder det græskarkage. “Mmm!” siger ældstebarn. Og sådan blev min græskarbrød officielt godkendt herhjemme.
Glad for sunde kager, som dette græskarbrød så absolut kan betegnes som, da det er bagt på fuldkornsmel, grøntsager, nul fedstof og ikke meget sukker? Så check lige alle mine bananbrød ud også.
- 500 g hokkaidogræskar - skrællet vægt!
- 250 g fint fuldkornsmel, fx hvid hvede eller fuldkornsspelt
- 3 tsk kanel
- ½ tsk kardemomme
- 1½ tsk vanillesukker
- 1½ tsk stødt ingefær
- ½ tsk havsalt
- 1 tsk bagepulver
- 1½ tsk natron
- 1 dl agavesirup
- 2 tsk æblecidereddike
- 1½ dl mælk
- 60 g mørk chokolade
- 60 g hasselnøddekerner
- Græskarret skrælles, kernerne fjernes og græskarkødet skæres ud i grove tern - der skal være 500 g skrællede og ordnede tern. Disse koges i rigeligt, usaltet vand, til de er møre. Herefter hældes vandet grundigt fra, og græskarternene moses med en gaffel.
- Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovnvarme.
- Chokoladen hakkes groft, og hasselnødderne ligeså (nødderne skal nærmest bare halveres).
- Alle ingredienser røres grundigt sammen, tilsæt chokoladen til sidst og rør den let ud i dejen.
- Kom dejen i en bagepapirsbeklædt rugbrødsform str. 26 x 10 cm og bag den i ovnen ca. 1 time. Efter 10 minutter lægges staniol over græskarbrødet, ellers ender det med at blive meget mørkbagt.
- Græskarbrødet er færdigt ligesom en kage: Når man stikker fx en stegenål i, og den kommer op uden (eller kun med en anelse) dej på (eller ved 86-87 grader ved brug af stegetermometer).
100 g flormelis
15 g smeltet men ikke meget varm smør
Ca. 1½ spsk relativt stærk kaffe (start med 1 spsk og vurder glasurens konsistens).
Glasuren røres grundigt sammen og kommes oven på den helt afkølede kage.