Figenkompot med rom

Noget af det lækreste tilbehør til ost er en god figenkompot, men desværre er det sjældent en del af et ostebord. Her får du mit bud på en skøn figenkompot med rom, som også indeholder dadler, vanilje og valnødder. Og du kan godt begynde at glæde dig, du.

Og lad mig lige også byde på min skønneste appelsinmarmelade med mandler, som også er virkelig lækkert på en ostemad.

Frem med ostemadderne og start nydningen!

 

Figenkompot med rom
 
Mængde: Et glas
Ingredienser
  • 100 g figner
  • 50 g dadler (både de bløde i æske og de tørre i pose kan bruges)
  • 40 g valnødder
  • ½ spsk brun farin
  • 1 tsk vaniljesukker
  • Et nip havsalt
  • 2 spsk rom*
  • Ca. 2 dl vand
Fremgangsmåde
  1. Skær figner, dadler og valnødder i stykker på ca. 1x1 cm (ikke mindre, evt. en smule større).
  2. Kom alle ingredienser i en lille gryde. Blandingen koges op og småkoger herefter ved middel varme (hos mig er det trin 5-6 ud af 9) i ca. 5 minutter med jævnlig omrøring. Det er vigtigt, at kompotten koger, så alkoholen koges ud af rommen.
  3. Tilsæt evt. mere vand og bland og varm kort igennem. Vær opmærksom på at. kompotten bliver mere fast, når den hviler på køl.
  4. Figenkompotten nydes kold på en god ostemad.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Prøv at udskifte rom med fx cointreau eller cognac

 

Figenkompot med rom