Bruschetta

Bruschetta er noget af det mest sommerlige mad, jeg kan komme i tanke om. Og så er det italiensk, og jeg elsker bare all things Italian. Men hvem gør ikke det, egentlig.

Flere varianter over samme tema

Der er mange måder, man kan lave bruschetta på. Nogle gnider brødskiverne med et hvidløgsfed, inden de rister brødene. Nogle steger brødene i olivenolie på en stegepande. Nogle bager tomaterne sammen med brødene. Og der er helt sikkert flere måder at gå til opgaven på.

Bruschetta

 

Min måde + et smart tip

Jeg kan godt lide, at tomaterne er friske, det spiller godt sammen med det ristede brød, synes jeg. Så jeg laver en blanding af friske tomater, hvidløg, frisk basilikum og havsalt til at komme ovenpå de ristede brødskiver.

Og det er så her, det smarte trick kommer: Jeg har nemlig brugt samme fremgangsmåde, som når jeg laver tomatsalsa; Jeg skærer tomaterne og lader dem dryppe grundigt af i en sigte. På denne måde slipper man for en stor del af den væske, tomater altid afgiver, og som vil væde og blødgøre det sprødristede brød.

Smart, ik?

Bruschetta

 

Bruschetta
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • Brød, fx ciabatta (selvfølgelig gerne noget groft)
  • Olivenolie
  • *
  • 500 g blommecherrytomater + ½ tsk havsalt
  • 2 store fed hvidløg
  • Masser af frisk basilikum
  • 1 -1½ tsk havsalt
  • ½ tsk hvidløgspeber
  • ½ spsk olivenolie
Fremgangsmåde
  1. Tomaterne skæres i stykker af ønsket størrelse og vendes grundigt med ½ tsk havsalt (saltet hjælper tomaterne med at afgive vandet). Kom tomater i en sigte og lad dem ligge der minimum 20-30 minutter.
  2. Når tomaterne har afvædet længe nok, blandes de med finthakket hvidløg, grofthakket frisk basilikum, salt, hvidløgspeber og olivenolie. Smag til med salt. Lad blandingen stå og trække smag.
  3. Tænd ovnen på 225 grader varmluft og lad den opvarme.
  4. Skær brødet i skiver af medium tykkelse, læg dem på en bagepapirsbeklædt bageplade og smør/spray skiverne med olivenolie.
  5. Bag brødskiverne til de er let sprøde og gyldne, det tager ca. 5 minutter.
  6. Server brødskiverne lune eller kolde sammen med med tomatblandingen og nyd!
Rigtig god fornøjelse.

Bruschetta