Her på bloggen er mexicansk mad en genganger, fordi jeg er helt vild med smagene i det mexicanske køkken. Af uvisse årsager har jeg ikke fået delt min tomatsalsa, men det retter jeg så op på her!
Det lille trick, den store forskel
Udvanding af tomaterne! Det er virkelig det, der gør den helt store forskel, når man laver sin egen tomatsalsa af friske tomater. Spring det ikke over! Det kræver ikke noget særligt, tager næsten ingen tid, og det bliver en så meget bedre tomatsalsa i sidste ende.
For sådan en tomatsalsa, der svømmer i en masse tomatvand og derfor bliver både slasket og uappetitlig, det er altså træls, ik.
Se i opskriften hvordan du nemt udvander tomaterne.
Og lad mig så lige slå helt fast: INGEN købe-tomatsalsa kan måle sig med den, man selv laver. Punktum.
Hvad spiser man salsa til?
Alt muligt mexi-lækkert. I wraps. Til nachos. Til grøntsagsstave og tortillachips. I mexicanske bowls. Und so weiter. Generelt fungerer tomatsalsa helt perfekt som tilbehør sammen med guacamole og fraiche.
Og lad mig da lige…
… når jeg nu alligevel er i gang med at slå et slag for det mexicanske tilbehør, foreslå dig at prøve mit cornbread, som er et groft majsbrød og et traditionelt mexicansk tilbehør.
- 500 g cherrytomater, gerne i forskellige røde nuancer eller forskellige farver
- 1 rødløg
- 1 stort fed hvidløg
- Saft af ½ lime
- 1 tsk havsalt
- Evt. ¼ tsk chiliflager
- En håndfuld frisk koriander
- Skær tomaterne i stykker af ønsket størrelse, kom dem i en si og bland saltet i. Lad tomaterne ligge heri 20-30 minutter, vend rundt ind i mellem. Herved smider tomaterne en del af det vand, der ellers ville udvande salsaen efterfølgende.
- Skær løg fint og koriander groft, og knus eller skær hvidløget fint.
- Efter udvanding af tomaterne vendes alle ingredienserne grundigt sammen, smag til med salt og evt. chili.
- Salsaen serveres afkølet.
- Drys gerne frisk koriander på ved servering.