Jeg er fan af kage, og jeg er endnu mere fan af kage, der smager fantastisk, og hvor der samtidig er tænkt over indholdet af fedt og sukker. Denne æblekage har jeg arbejdet på (det er hårdt arbejde, men det skal jo gøres 😉 ), og jeg er kommet frem til et intet mindre en s.u.p.e.r-lækkert resultat. Kagen er nem at lave, kræver ikke en masse ingredienser, den er svampet og smagfuld ~ og så indeholder den et minimum af sukker og fedtstof, hvor det stadig giver mening for konsistens og smag.

I denne version har jeg kommet æbler, hasselnødder og kanelsukker på toppen, men jeg vil tro, at denne kage kan bruges som basis for nærmest enhver kage med frugt.

Og så er der faktisk lidt fuldkornsmel i, fordi jeg gerne ville have en kage, der ikke bare var luft i munden. Man skulle ikke tro det, hverken når man ser på kagens farve eller mærker dens konsistens, for den er hverken brun, grov, tør eller tung. Tværtimod så er den lækker, let, fyldig og saftig. I’m lovin’ it!

 

Æblekage
 
Mængde: 12 stykker kage
Ingredienser
Dej
  • 160 g hvedemel
  • 60 g fuldkornsspeltmel (eller anden fin fuldkornsmel)
  • 130 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 god tsk bagepulver
  • ½ tsk knust havsalt
  • 2½ dl mælk af ønsket type (plante eller ko)
  • 70 g smeltet smør af ønsket type (plante eller ko)
Top
  • 2 æbler med skræl (= ca. 275 g inden klargøring)
  • Kanelsukker
  • Evt. ekstra kanel
  • Grofthakkede hasselnødder
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovnvarme.
  2. Alle ingredienser til dejen røres grundigt sammen, så dejen er glat og klumpfri.
  3. Kom dejen i en bagepapirsbeklædt form i størrelse ca. 22 x 22 cm eller en rund tærteform ca. Ø25 cm.
  4. Skær æblerne i stykker af ønsket form (medium tykkelse), enten i både til at lægge i fint mønster eller i mere tilfældige stykker til et mere rustikt udseende.
  5. Kom lidt forsigtigt æblerne oven på kagen, drys med sukker og kanel og drys de grofthakkede hasselnødder over til sidst.
  6. Bag kagen i ca. 40 minutter. Den er færdig, når en tandstik/kødnål/lignende stikkes i kagen og kommer ud uden dej på. Kagen vil da også være let og fint gylden.
  7. Serveres lun eller kold med fraiche eller vanilleis.
Rigtig god fornøjelse.