Nudelsalat med bønneglasnudler og soya-misodressing

Nudelsalat med bønneglasnudler og soya-misodressing ~ det lyder måske lidt avanceret? Men det er det slet ikke! Faktisk er det enkelt og ligetil, og det er så lækkert, at nudelsalatenglene synger højt og engageret, når man spiser denne ret.

“Åh, men de der nudler og det der miso, hvor opdriver jeg det?”

I alle mulige velassorterede, store supermarkeder som fx Bilka, Føtex, Kvickly eller Irma. Eller du kan finde det hos en kinesisk købmand. Eller på nettet, selvfølgelig. Jeg bruger en lys miso, fordi den er lettest i smagen, synes jeg. Men prøv dig frem, ik. Sådan lærer man jo bedst, hvad man selv foretrækker.

Dressingen ~ fyldig, salt (eller mindre salt) og spicy

Miso smager salt, og soya smager salt, så er du ikke en udpræget saltgris, som vi er herhjemme, kan jeg anbefale at bruge en soya med lavere saltindhold til dressingen. Måske tamari (den glutenfri variant af soyasauce) også er en mulighed, jeg har ikke selv smagt det, men jeg har indtryk af, at den skulle være mindre salt i smagen end soyasauce.

Et lille fif om tilsmagning af dressing

Jeg har lavet dressingen fyldig og kraftig i smagen. Når den smages til, kan man måske godt blive lidt overvældet over dens intense smag, men det er noterne, man skal smage til, og dressingen skal jo ikke spises for sig selv. Som altid med dressing, skal den – når man smager den til – smage af noget mere, end man umiddelbart lige synes, for enhvers dressings smag dæmpes i samspil med den givne salat. Og denne dressing skal stadig smage af en masse, når den er sammen med salaten.

De uundværlige “små” ting

Glem ikke peanutsene! De er det crunchy indslag og kan ikke undværes, synes jeg. Det samme gælder de friske krydderurter. Ej, det er altså bare så lækker en salat. Og det må man godt selv sige!

Vild med asiatisk?

Så kan jeg fx byde på en lækker tofu pad thai, en nem thaisuppe med fuldkornsnudler eller en thailandsk kokossauce med edamamebønner. Eller flere nudelsalater.

 

Nudelsalat med mungbønneglasnudler og soya-misodressing
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Salat
  • 100 g mungbønneglasnudler (de helt tynde, hvide asiatiske nudler) ~ de 100 g er ukogt vægt
  • 100 g rød spidskål
  • 100 g gulerod (den angivne mængde er den mængde, der bruges i salaten, dvs. skrællet vægt)
  • 4 forårsløg
  • 1 rød peberfrugt
  • 120 g optøede edamamebønner
  • Frisk koriander i ønsket mængde
  • Frisk mynte i ønsket mængde
  • Peanuts til topping
Dressing
  • 1-2 fed hvidløg
  • 3-4 g frisk ingefær (de 3-4 g er den mængde, der bruges i salaten, dvs. skrællet vægt)
  • 4 spsk soyasauce (brug evt. en letsaltet version for en ikke så salt dressing)
  • 10 g lys miso
  • 3 tsk sesamolie
  • 3 tsk agavesirup
  • ½ tsk tørrede chiliflager (eller lidt frisk rød chili, finthakket)
  • 2 spsk koldt vand
  • 1 tsk risvineddike eller citron-/limesaft
Fremgangsmåde
  1. Tilbered nudlerne efter pakkens anvisning. De skal være grundigt afdryppede og helt afkølede, når salaten blandes.
  2. Rør dressingen sammen og lad den trække.
  3. Rød spidskål og gulerod skæres i tynde strimler af 4-5 cm i længden.
  4. Forårsløg skæres i tynde skiver på skrå, cirka samme længde som rød spidskål og gulerod. Brug så meget som muligt også af den grønne del.
  5. Peberfrugt befries for stilk, membran og kerner og skæres i tynde skiver i længde svarende cirka til de øvrige grøntsager.
  6. Koriander skæres groft, mynte skæres evt. og i så fald groft.
  7. Salaten vendes sammen lige inden servering. Vær opmærksom på at den røde spidskål ret hurtigt farver nudlerne blå, hvis disse ligger sammen.*
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Salaten kan sagtens laves på forhånd, vent da med at blande den røde spidskål sammen med de øvrige ingredienser indtil lige før servering, eller lad alle elementer være forberedt og pakket hver for sig, så de først blandes ved servering.

 

Nudelsalat med mungbønneglasnudler

 

Nudelsalat med mungbønneglasnudler