Thailandsk kokossauce med edamamebønner

En thailandsk kokossauce med edamamebønner ~ lyder det ikke bare sjælevarmende?

Det asiatiske køkken er et overflødighedshorn af skøn mad med masser af grønsager, smag og ikke mindst kokosmælk. Jeg er fuldstændig tosset med kokosmælk, og jeg bruger det gerne og ofte i min madlavning.

Hurtigt opfundet og en øjeblikkelig klassiker!

Denne sauce sammensatte jeg på en våd og ruskende forårsdag, hvor næsen løb, og kroppen krævede varmende suppe. Suppen skulle være nem, og den skulle indeholde kokosmælk og rød karrypasta, det var udgangspunktet. Så kom grønsager selvfølgelig til samt protein i form af edamamebønner, og vupti var der mad til krop, sjæl og sanser på rekordtid.

Og saucen er vældigt populær herhjemme, en klassiker opstået i det øjeblik den blev skabt. Intet mindre.

Thailandsk kokossauce med edamamebønner

Psst!

Man kan nemt omdanne denne kokossauce til en skøn suppe med fuldkornsnudler ~ se hvordan i opskriftens “I øvrigt”-felt.

Er du i øvrigt glad for thailandsk mad, skulle du da fx lige kigge på min tofu pad thai eller min nudelsalat med kål, koriander og peanutdressing.

 

Thailandsk kokossauce med edamamebønner (kan også laves som suppe med nudler)
 
Man kan nemt omdanne denne kokossauce til en skøn suppe med fuldkornsnudler ~ se hvordan i opskriftens "I øvrigt"-felt.
Mængde: 3 personer
Ingredienser
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 300 g blomkål eller kinakål
  • 150 g frosne edamamebønner (dem uden bælg) eller 1 dåse kikærter
  • 2 dåse kokosmælk (light eller ikke-light eller en kombi)
  • 20 g maizena*
  • 20 g rød karrypasta
  • 3 spsk soya
  • ½ tsk gurkemeje
  • 15 g frisk ingefær (skrællet vægt!) ELLER 1½ tsk stødt ingefær
  • Saft af 1 lime
  • 1 tsk groft salt
  • ¼ tsk groft sort peber
  • Sesamolie
Tilbehør
  • Ris eller nudler, vendes med lidt sesamolie efter tilberedning
  • Frisk koriander
  • Cashews, saltede peanuts eller sesamfrø
Fremgangsmåde
  1. Sæt risene til at koge. Bruges nudler koges disse ikke før til sidst.
  2. Løg og blomkål skæres i stykker af ønsket størrelse, hvidløgsfeddene skæres fint og ingefær skrælles og finthakkes.
  3. I en gryde kommes sesamolie, og løg samt hvidløg steges heri til løgene er klare (løg og hvidløg må ikke begynde at få farve).
  4. Tilsæt herefter først kokosmælk og maizena og rør maizenaen grundigt ud i kokosmælken.
  5. Derefter tilsættes alle øvrige ingredienser.
  6. Saucen koges op og skrues herefter ned på medium varme (hos mig er det trin 5 ud af), hvor den koger roligt i ca. 10-15 minutter (til blomkål/kinakål har den ønskede konsistens).
  7. Vend de kogte ris/nudler med lidt sesamolie.
  8. Server saucen til ris/nudler og sammen med frisk koriander og cashews, peanuts eller sesamfrø på.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Man kan sagtens udelade maizena i saucen, men jeg kan bare godt lide, at saucen ikke er helt tynd som vand. Den angivne mængde gør på ingen måde saucen tyk, den samles blot en smule.
*
Ønskes saucen lavet som suppe i stedet:
- Undlad maizena
- Tilføj 25 g fuldkornsnudler ~ mængden angivet her er rå vægt. Nudlerne koges inden de tilsættes i suppen til allersidst, så de lige varmes med inden servering.

 

Thailandsk kokossauce med edamamebønner