“Mh! Jeg ELSKER dem!” udbrød yngstedatter spontant, engageret og med munden fuld, da jeg første gang bagte disse havrestykker. Og jeg forstår hende, for de er et rigtig lækkert bud på hjemmebagte rundstykker. Ikke helt som bagerens, fordi mine havrestykker har mere “krop”, men samtidig liiidt i retning af en krydsning mellem en håndværker og en skagenslap.
Der gik nørderi i den
Selvom jeg har et princip om, at det jeg deler, skal være nemt og de ting, der bruges, skal være tilgængelige og almindelige, så har jeg nørdet lidt med denne opskrift. Jeg har nemlig brugt bageenzymer i dejen og en hulplade til at bage havrestykkerne på.
“Uh, det lyder både avanceret og dyrt!” tænker du måske, men det er det faktisk ikke. Bageenzym fandt jeg i Bilka (det kan sikkert også findes i fx Føtex og Kvickly), og hulpladen har jeg købt hos Kagegrisen.dk til 230 kr. Kagegrisen har også bageenzym.
Hvorfor bageenzym og huplade?
Bageenzym bruges til at gøre brødet let og luftigt, og brødet skulle efter sigende holde sig frisk i mange dage ~ men det har jeg ikke erfaring med, da havrestykkerne bliver spist meget hurtigt herhjemme. Bageenzym lugter lidt specielt, men efter bagning er der ingen enzymer tilbage i bagværket, da de opløses ved 55 grader.
Hulplade giver de fine “dupper” under brødet (se billede længere nede), som man også ser på bagerens rundstykker, hvilket giver en lækker bund på havrestykkerne.
En hulplade kan også bruges til bagning af fx baguettes.
Men frygt ej!
Har man ikke råd til eller lyst til at købe hverken hulplade eller bageenzym, kan man godt undvære det. Det er bare icing on the cake, som man siger. Brug da bare en almindelig bageplade beklædt med bagepapir samt lidt mere gær (se i opskriften), det får man også rigtig lækre havrestykker ud af.
Grove og let salte havrestykker, uhm!
Jeg er helt tosset med, at der er masser af fuldkorn i disse havrestykker, som kommer fra havregryn. Og så kan man smage saltet i mine havrestykker, det kan vi rigtig godt lide herhjemme. Er man ikke til den lidt salte smag, bruger man bare en mindre mængde salt.
Og så tror jeg heller ikke, jeg har mere at sige om den sag, andet end: Prøv dem! Du vil ikke fortryde det!
Pssst.
Jeg elsker gode boller og godt brød, og har du det på samme måde, så kig lige HER og se, hvad jeg har at byde på.
- 15 g gær*
- 5 dl koldt vand
- 20 g bageenzym ~ kan udelades - se opskriftens "I øvrigt"-felt*
- 200 g grovvalsede havregryn
- Ca. 425 g hvedemel
- 15 g groft salt
- Masser af blå birkes
- Rør gæren ud i vandet.
- Tilsæt de øvrige ingredienser (ikke al hvedemelet på én gang) og rør dejen grundigt sammen med håndmixer eller på røremaskine i ca. 10 minutter. Tilsæt hvedemel efter behov, dejen skal være sammenhængende, glat og en smule klistret, når den sættes til hævning (havregrynene vil suge væske i dejen under hævning).
- Tildæk skålen og sæt den i køleskabet til hævning natten over.
- *
- Tag dejen ud af køleskabet en time før den skal bages og lad den temperere i stuetemperatur.
- Sæt et lille ovnfast fad i bunden af ovnen.
- Tænd ovnen på 250 grader varmluft og lad den varme helt op.
- Smør hulpladen med lidt neutral olie, fx raps (eller beklæd en bageplade med bagepapir).
- Kom et tyndt lag mel på køkkenbordet og tag lidt forsigtigt dejen fra skålen og ud på bordet.
- Rul forsigtigt dejen ud til en firkant på 20 x 25 cm.
- Pensl dejens overflade med vand og dæk dejens overflade grundigt og helt med et godt lag blå birkes.
- Skær forsigtigt 12 mere eller mindre firkantede boller ud heraf.
- Læg forsigtig bollerne over på pladen og kom pladen med havrestykkerne i ovnen, skru ned på 225 grader varmluft. Kom et glas vand i det nu varme ovnfaste fad i bunden af ovnen.
- Spray/stænk gerne lidt vand ind i ovnen, inden denne hurtigst muligt lukkes, så dampen forbliver inde i ovnen.
- Bag havrestykkerne i ca. 20 minutter til de er flot og godt gyldne. Fadet med vand tages ud af ovnen efter 10 minutters bagetid.
- Lad bollerne køle delvist eller helt af på en bagerist inden servering.