Loaded hummus er et begreb, jeg opdagede sidste år, hvor jeg lavede en loaded hummus med græsk salat-inspireret fyld. Og det er så godt et koncept, at det nu også findes i en efterårsvariant her på kanalen, nemlig som loaded humus med græskar.
Loaded hummus er simpelthen blot hummus med et “låg” af alle mulige gode sager. Altså, en slags salat, om man vil. Som kun fantasien sætter grænser for, du ved; Så’n en hummus-i-bunden-og-alt-muligt-man-godt-kan-lide-ovenpå. Og så er det supernem og virkelig lækker mad, der altid tager sig smukt ud.
Hummusen – den kan du købe dig fra eller lave selv (jeg har en opskrift den mest cremede hummus i byen, hvis det sku’ være – hvis du laver hummusen selv, skal du lave to portioner af min hummus).
- 1 hokkaido
- En smule olivenolie
- Havsalt
- Groft sort peber eller hvidløgspeber
- *
- 400 g hummus
- 350 g blomkål
- 1 rødløg
- 1 dåse kikærter
- Fraiche eller yoghurt naturel (yoghurten må ikke være for flydende/tynd)
- Mandelflager
- Frisk krydderurt, fx rosmarin, salvie, timian eller oregano
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
- Græskarret vaskes og evt. grimme områder på skrællen skæres af. Lad endelig skrællen sidde på, den karamelliserer lidt under bagning og er superlækker.
- Halver græskarret og skrab kerner og tråde ud.
- Skær tykke "både" af græskarret og læg dem på en bagepapirsbeklædt bageplade.
- Skær blomkål i små buketter og læg dem på bagepladen sammen med græskarbådene (læg gerne blomkålsbuketterne lidt for sig selv for det tilfælde, at de skal ud af ovnen tidligere end græskarbådene).
- Pensl/spray græskar og blomkål med lidt olivenolie samt drys med havsalt og (hvidløgs)peber.
- Bag græskar og blomkål ca. ½ time til græskarbådene er møre og har fået flot farve på især skrællen. Giv evt. kortvarigt grill i ovnen til sidst. Tag evt. blomkålen ud tidligere, hvis du synes, de har fået farve nok.
- Lad græskar og blomkål køle helt eller delvist af.
- Pil rødløget, halver det og skær det i relativt tynde "halvmåner".
- Rist evt. mandelflagerne (ristningen kan sagtens udelades).
- Fordel hummus i et jævnt lag på et fad eller en stor tallerken.
- Læg herpå græskarbåde.
- Læg herpå blomkål, kikærter og rødløg.
- Dryp med fraiche/yoghurt naturel.
- Drys til sidst med (ristede) mandelflager og ønsket krydderurt.