Hummussalat

Hummussalat – loaded humus – er måske min nye yndlingssommersalat. Simpelthen. I min version er det en sprød, saftig salat med kikærter på en bund af hummus. Men du kan lave hummussalat præcis, som du ønsker det. Konceptet er helt enkelt: Hummus som bund + salat ovenpå. That’s it!

Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige…

… for salaten taler for sig selv, og den er så enkel, så nem, så hurtig at lave og den er bare lige til at blive glad af på alle parametre.

Jeg har valgt at bruge en salat i denne hummussalat som er meget inspireret af min græskinspirerede perlebygsalat, fordi denne salat er så sprød, frisk og fuld af saft og smag. Men som sagt: Enhver salat går i en hummussalat. Det kunne være en bulgursalat. En quinoatabouleh. En arabiskinspireret salat. En kikærtesalat. You name it, alt fungerer her.

Hummussalat

Det der protein

Men hvis du spørger mig, så er det en god idé at den salat der bruges, indeholder protein. Selvom der er protein i hummusen, så er det kun fint at give det et ekstra skud i salaten.

Og spis gerne noget godt brød til, noget med fuldkorn, ik. Så mætter retten i længere tid. Lad mig da i den forbindelse anbefale mine fladbrød til denne ret.

 

Hummussalat - loaded hummus
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 400-500 g hummus (lav 2 portioner af denne eller køb en god hummus*)
Salat
  • 1 dåse kikærter
  • 1 agurk eller 1 squash
  • 300 g små tomater
  • 1 rødløg
  • 1 grøn peberfrugt
  • 100 g soltørrede tomater (dem i olielage i glas)
  • Frisk oregano i ønsket mængde (gerne masser)
  • 1 tsk knust havsalt
  • ¼ tsk groft sort peber
Drys
  • Ristede pinjekerner
  • Frisk oregano
Fremgangsmåde
  1. Laver du selv hummusen, laves denne først og sættes på køl.
  2. Rist pinjekernerne gyldne på en tør, varm pande.
  3. Skyl og dræn kikærterne grundigt.
  4. De soltørrede tomater behøver ikke dryppe meget af, da den olie de ligger i kan bruges til at vende i salaten.
  5. Skær grøntsagerne og de soltørrede tomater i stykker af ønsket størrelse.
  6. Bland alle salatens elementer.
  7. Kom hummus på en tallerken, så det danner en bund, dryp evt. med en smule olivenolie, hvis det ønskes.
  8. Læg salaten ovenpå (gerne så man stadig kan se, at der er hummus i bunden).
  9. Drys med istede pinjekerner og frisk oregano.
  10. Server salaten dejligt kold.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Remas er den købehummus, der har det højeste indhold af kikærter, og så smager den virkelig godt

Hummussalat