Kikærtesalat med harissa

For ikke længe siden var vi til stor fest hos naboen. Aldrig har jeg set SÅ lækker en buffet proppet med grøntsager og bælgfrugter. Der var særligt en kikærtesalat, jeg kastede min kærlighed på. Desværre kom alle de gode salater udefra og derfor ingen opskrift at få, så der var kun én vej: At genskabe salaten selv, hvilket blev til denne kikærtesalat med harissa.

Kikærtesalat med harissa
Fun fact: Skålen (som egentlig er en stegeso) salaten er fotograferet i, er en mine forældre fik i bryllupsgave

Som sagt så gjort

Og det var faktisk ikke spor svært ~ jeg havde jo kigget MEGET dybt i salaten, så jeg bedst muligt kunne lave den selv. Og den er virkelig blevet god, min kikærtesalat-kopi. Ikke 100% den samme, men det behøvede den heller ikke.

Min salat består i hovedingredienser af kikærter og harissa. Derudover lidt forskelligt grøntsager. Bum. Ikke så meget pjat, men VIRKELIG meget lækkerhed!

Kikærtesalat med harissa

“Stærk eller ikke stærk ~ det er spørgsmålet”

… det var vist nogenlunde sådan Hamlet sagde.

Jeg er sådan en rigtig Sippe Kyllingemor (du ved, hende den forsigtige kammerpige i Jul på slottet), og jeg ståler virkelig ikke min mad ret stærk. Derfor er denne ret kun lige akkurat stærk. Måske er den mere pikant. Eller bare let spicy. Anyhow: Hvis du er til stærkere mad end mig, så skruer du bare op for chilien i harissaen.

Her i opskriften har jeg faktisk skruet lidt ned for chilien i forhold til min originale harissa, fordi jeg synes, den er god sådan i denne sammenhæng.

Kikærtesalat med harissa

 

“Og hvad spiser man så til den her toplækre kikærtesalat med harissa?” spørger du

Nyd kikærtesalaten sammen med fladbrød og en helt traditionel hummus. Du bliver simpelthen glad i munden!

 

Kikærtesalat med harissa
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Salat
  • 3 dåser kikærter
  • 1 rødløg
  • 1 rød peberfrugt
  • 3 stængler bladselleri
  • 75 g soltørret tomat (dem fra glas)
  • 50 g frisk spinat
  • En stor håndfuld persille
  • Ca. 1 tsk knust havsalt

Harissa
  • 2 røde peberfrugter (ikke snackpebre)
  • 3 store fed hvidløg
  • 40 g tomatpuré
  • 2 spsk olivenolie
  • Saft af ½ lime
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk røget paprika
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1½ tsk tørrede chiliflager (mere hvis du kan lide din mad godt stærk)
  • ¼ tsk sort groft peber
  • 1 tsk havsalt
  • ½ dl koldt vand
Fremgangsmåde
  1. Lav først harrissaen:
Harissa
  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Befri peberfrugterne for stilk, membran og kerner og skær dem hver i 6 aflange stykker. Læg peberfrugtstykkerne i et ovnfast fad og pensl stykkerne med en smule olivenolie og bag dem ca. 35 minutter til de er helt møre. Det gør intet, hvis der kommer sorte steder på peberfrugterne, dette giver blot smagsmæssig dybde i den færdige harissa. Vendes halvvejs i bagningen. Peberfrugterne må gerne afkøle lidt efter bagning.
  3. Alle ingredienser kommes i en minihakker og køres til ønsket konsistens, enten helt fint eller mere eller mindre groft.

Salat
  1. Alle salatens elementer ordnes.
  2. ~ Kikærter skylles og drænes grundigt
  3. ~ Rødløg skæres i relativt små stykker
  4. ~ Rød peberfrugt skæres i mellemfine stykker
  5. ~ Bladselleri skæres i små stykker
  6. ~ Spinat skæres mellemfint
  7. ~ Soltørret tomat afdryppes i sigte og skæres semi-groft
  8. ~ Persille skæres relativt groft

Færdiggørelse af salaten
  1. Alle salatens elementer samt harissa blandes grundigt.
  2. Smag til med knust habvsalt.
  3. Afkøles inden servering.
  4. Server fx med hummus og fladbrød.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

 

Kikærtesalat med harissa