Harissa

Det sker ikke så tit, at jeg laver noget rigtig stærk mad, men somme tider må man springe ud på det dybe vand, ik. Så jeg har lavet en harissa, som er en chilipaste, der bruges som tilbehør.

“Hvad er harissa” spørger du måske

Harissa er en chilisauce/-dressing med oprindelse i Nordafrika. Den kan laves på forskellige måder, men fælles er, at der er chili og tomatpuré i. Min harissa har jeg lavet med bagt peberfrugt og røget paprika, hvilket giver helt fantastiske smagsnuancer i harissaen. Og selvom en harissa er stærk, er denne modereret i vindstyrke, så den stadig er stærk, men ikke jeg-dør-lige-om-lidt-stærk. Den er tilpas stærk, og så er den smagfuld og pikant, synes jeg.

 

Harissa

Om det er besværligt at lave denne harissa?

På ingen måde. Hør her:

~ Bag peberfrugterne i ovnen

~ Kør alle ingredienser til ønsket konsistens i fx en minihakker

~ Nyd

Og så har man den lækreste chilipaste på køl til næste gang, behovet for sådan en melder sig. Win-win, som man siger.

Kikærtesalat med harissa Harissa

Hvad kan man bruge harissa til?

Brug den hvor du ellers ville bruge chilisauce, for eksempel:

I pitabrød sammen med falafler og grønt

På fladbrød sammen med auberginekebab frisk spinat, bønnespirer, syltede rødløg og masser af frisk koriander

I durumruller sammen med hummus, avocado, sprød salat, rødløg, tomat og agurk

I eller på suppe

I gryderetter

… Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser, kan du nok høre, så det er vist bare med at komme i gang, ik.

Harissa

 

Harissa ~ chilipaste med bagt peberfrugt
 
Mængde: Ca. 200-250 g harissa
Ingredienser
  • 2 røde peberfrugter (ikke snackpebre)
  • 3 store fed hvidløg
  • 40 g tomatpuré
  • 2 spsk olivenolie
  • Saft af ½ lime
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 tsk røget paprika
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1½ tsk tørrede chiliflager
  • ¼ tsk sort groft peber
  • 1 tsk havsalt
  • ½ dl koldt vand
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Befri peberfrugterne for stilk, membran og kerner og skær dem hver i 6 aflange stykker. Læg peberfrugtstykkerne i et ovnfast fad og pensl stykkerne med en smule olivenolie og bag dem ca. 35 minutter til de er helt møre. Det gør intet, hvis der kommer sorte steder på peberfrugterne, dette giver blot smagsmæssig dybde i den færdige harissa. Vendes halvvejs i bagningen. Peberfrugterne må gerne afkøle lidt efter bagning.
  3. Alle ingredienser kommes i en minihakker og køres til ønsket konsistens, enten helt fint eller mere eller mindre groft.
  4. Harissaen opbevares i lukket beholder i køleskab.
Rigtig god fornøjelse.

 

Se her hvor nemt det er at lave din egen harissa: