Hvad siger du til en lækker og nem omelet lavet af planteprotein? En linseomelet der kun kræver 4 ingredienser + det fyld, du har lyst til at komme i den? Jamen, så værsgo’!
Der er kun ét krav…
… du er nødt til at have en blender. For i denne opskrift bruger man rå linser, som blendes med vand og salt, og det kan desværre kun gøres i en blender. Men har du sådan en, er du good to go, som vi siger på godt dansk.
Der er også et fif…
Brug låget! Altså, når du steger omeletten, så læg låg på stegepanden. Jeg oplever, at. det giver lidt mere luft i omeletten. Jeg bruger samme trick, når jeg bager amerikanske pandekager.
Linseomelet til alle måltider? Ja tak!
Linseomelet er planteverdenens svar på en almindelig omelet/foldet æggekage, og kan derfor ligesom æggeversionene spises til alle måltider. Morgen, frokost, aften og derimellem.
“Men hvad skal der fyldes i en linseomelet?” tænker du måske
Lige hvad du har lyst til. Eller har i huset. Eller i fryseren. Det er stop-madspild-mad. Det er hvad-har-jeg-lyst-til-mad. Og det er sundt-nemt-hurtigt-og-lækkert-mad.
I linseomeletten på billederne her havde jeg:
Hummus
Bagte skiver af græskar
Bagte kvarte løg
Bagte små stave af knoldselleri
Stegt spidskål i strimler
Tynde æblebåde
Frisk timian
Tørrede chiliflager
Lidt havsalt
Hvis du har lyst til flere lækre proteinrige omeletter…
… så har jeg en dejligt nem opskrift på kikærteomelet, som er lavet på kikærtemel.
- 1 dl røde linser
- 1¼ dl vand
- 50 g gulerod (vægt inden skrælning)
- Et nip salt
- Ønsket fyld, husk meget gerne friske krydderurter samt et cremet element (fx hummus, fetacreme, hytteost eller friskost)
- De rå linser kommes i en blender sammen med vand og salt. Lad dette trække et kvarters tid.
- Mens linserne trækker i vandet, skrælles og fintrives gulerod (det revne gulerod skal først i, efter linserne er blendet!). Lav også fyldet, mens du venter på at linserne har trukket færdigt.
- Efter endt trækketid blendes linser, vand og salt grundigt, til linserne er helt blendet ud.
- Tilsæt de revne gulerødder til linsedejen og bland det sammen med en ske.
- Opvarm en pande str. Ø 24 cm til lidt over middel varme (hos mig er det trin 7 ud af 9).
- Kom ½ tak olie på den varme pande og kom halvdelen af linsedejen på panden (der bliver to linsepandekager i alt) - hjælp dejen med fx bagsiden af en ske, så dejen dækker hele panden i et jævnt lag. Læg låg på panden, og lad pandekagen stege, til den er tør på overfladen. Vend pandekagen og steg på den anden side til den er tør her også. Det tager ikke lang tid.
- Kom det ønskede fyld på halvdelen af omeletten og fold den anden halvdel over. Nyd.