Rødbede-bønnesauce til pasta

Rødbede-bønnesauce til pasta aka. rødbedesauce med sneaky beans. Fordi de der bønner er gemt i saucen, men bidrager med fylde og mæthed i retten. Smart, ik?

Rødbeder, rødbeder, rødbeder

Rødbede er en rodfrugt, der ikke er til at komme udenom i efterårs- og vintermånederne. Rødbeder er billig, sund, alsidig og skøn mad. Og farven! Så dyb og intens en farve. Rødbeder kan spises rå, de kan syltes, og de kan tilberedes både ved stegning, kogning og bagning. Udover i aftensmadsretter og salater kan rødbeder fx også bruges i smoothies og brød. I denne opskrift på rødbede-bønnesauce til pasta koges rødbederne, da det dels giver de mest bløde og saftige tilberedte rødbeder og dermed er nemmest muligt at blende til en cremet sauce og dels giver fantastisk farve til den færdige sauce.

Rødbede-bønnesauce til pasta

Mit allerbedste rødbedetip…

… når det kommer til håndtering af rødbeder: Brug handsker. Jeg bruger selv engangshandsker, for selvom lilla er en fin farve, har jeg ikke brug for at have rødbede-lilla fingre. Men det er selvfølgelig et spørgsmål om personlige præferencer 😉

Sneaky beans

Sneaky beans – bønnesnigeren – er, når der gemmer sig usynlige bønner i en ret. Hvis du ikke kender det, synes du måske, det lyder lidt… særligt, men giv det en chance, ok? Når bønner er sneaky, kan de ikke smages, og de kan som oftest heller ikke mærkes eller ses. Til gengæld giver bønnerne fylde i en ret, de kan tykne/jævne, og de giver proteiner i den givne ret. jeg mener: What’s not to like.

Andre eksempler på sneaky beans er fyldet i mine mexicanske pandekager og den her bønnesuppe med chili og grønt.

“Hvilken slags pasta skal jeg bruge til saucen her?”, spørger du måske

Lige den slags du har lyst til. Eller som huset kan byde på. Brug pappardelle. Eller penne. Eller skruer. Eller rigatoni. Som sagt: Lige hvad du bedst kan lide. Gerne fuldkorn (fordi ekstra fibre, du ved), men altså: Whatever rocks your boat. Rødbede-bønnesaucen vi smyge sig cremet om pastaerne, og retten er en enkel men smagfuld oplevelse. Vend dine yndlingsplante”kød”boller i retten, drys med frisk timian, lidt mere parmesan og lidt ekstra valnødder, og du vil høre rødbede-englene synge.

Flere rødbedelækkerier, ja tak!

Er du også helt tosset med rødbeder, så se da også lige de her ovnbagte rødbeder på hummusbund, disse nemme mexi-rødbedebøffer, en smuk rødbedehummus eller en skøn rødbedesalat med æble og skyrdressing.

 

Rødbede-bønnesauce til pasta
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 700 g rødbeder (ikke-skrællet vægt)
  • 1 dåse kidneybønner
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • Citronskal fra ½ lille citron
  • 1½ spsk rød balsamico
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • ¼ tsk tørrede chiliflager
  • ½ dl fløde
  • 1 tsk salt
  • 1 dl vand
  • 40 g valnøddekerner
  • 40 g parmesan
  • -
  • 400 g spaghetti eller anden pastatype, gerne fuldkorn
  • Vegetariske/plantebaserede "kød"boller
  • Frisk timian
  • Valnødder til drys
  • Parmesan til drys
Fremgangsmåde
  1. Vask rødbederne men skræl dem ikke og skær heller ikke enderne af. Kog rødbederne i rigeligt usaltet vand i 45-60 minutter, til de er helt møre.
  2. Skyl og afdryp bønnerne grundigt.
  3. Løg og hvidløg pilles og skæres i medium stykker (de skal blendes i saucen senere), og steg dem på en pande med lidt olie til de er bløde men ikke har taget farve.
  4. Hak valnødderne til ønsket størrelse, jeg kan godt lide den medium/let grove.
  5. Når rødbederne er færdigkogt, skæres enderne af og skrællen gnides af, og rødbederne skæres i ikke alt for grove stykker.
  6. Kog pastaen efter anvisning på pakken.
  7. Kom rødbedestykker, kidneybønner, den stegte løg-hvidløg-blanding, fintrevet citronskal, rød balsamico, rosmarin, chiliflager, fløde, salt og vand i en blender/foodprocessor eller brug en stavblender, og kør saucen så glat som muligt.
  8. Herefter røres fintrevet parmesan samt hakkede valnøddekerner i rødbedesaucen.
  9. Smag til.
  10. Afdryp pastaen grundigt og vend pasta og rødbede-bønnesauce grundigt sammen.
  11. Server drysset med frisk timian, parmesan samt hakkede valnøddekerner.
Rigtig god fornøjelse.

 

Rødbede-bønnesauce til pasta