Æbleskiver (uden æg)

Æbleskiver hører så absolut julen til, og hjemme hos os nyder vi gerne æbleskiver på nogle af adventssøndagene. Jeg plejer at købe æbleskiver, men så fandt jeg en æbleskivebager og tænkte, at nu måtte det være tid til at få udviklet min egen opskrift på æbleskiver uden æg. Og som sagt, så gjort.

Æbleskiver Pernille-style

Der er to ting, der gør disse æbleskiver lidt anderledes og til mine helt egne:

Fuldkornsmel ~ det giver æbleskiverne lidt mere fylde, som jeg godt kan lide (man kan bare udskifte fuldkornsmelet med hvedemel, hvis man ønsker, det er jo heldigvis et frit land, ik). Jeg har brugt hvid hvede mel, fordi det dels er et fintmalet mel og dels er det lyseste fuldkornsmel, der findes

Ingen æg ~ almindeligvis er der æg i æbleskiver, både blommer og stiftpiskede æggehvider, og det er klart, at æggehvideskum har en effekt på konsistensen af æbleskiverne. Men! Æbleskiver kan sagtens bages uden æggene, og de bliver stadig virkelig gode.

Jeg er gået efter at udvikle en opskrift, der giver runde æbleskiver, der så vidt muligt ikke falder sammen efter bagning. Og så er der dejlig smag fra masser af kardemomme samt revet citronskal. Fordi det hører sig bare til i æbleskiver, synes jeg.

Æbleskiver (uden æg)

Æbleskivepande eller æbleskivebager?

Man kan bage æbleskiverne på både en æbleskivepande af den traditionelle slags som bruges på et komfur, og man kan bruge en æbleskivebager, som er en elektrisk æbleskivepande med non stick-belægning. Selv foretrækker jeg panden man bruger på et komfur, da man her selv kan justere varmen. en æbleskivebager har en konstant, forudindstillet varme, der ikke kan ændres.

Man kan få æbleskivepander af støbejern, der har en lidt nubret/grov overflade, og man kan få æbleskivepander med helt glat overflade (ligesom almmindelige stegepander). Selv foretrækker jeg sidstnævnte, da jeg synes, æbleskiverne er nemme at håndtere i sådan en.

Men det allervigtigste, hvis du spørger mig, er dybden på hullerne i æbleskivepanden. De skal være dybe og runde! Ikke sådan nogle fesne, halvrunde huller.

 

Æbleskiver
Dette er mit uundværlige udstyr til pandekagebagning: En god æbleskivepande (eller en elektrisk æbleskivepande), et par trægrillspyd samt en doseringsflaske beregnet til madlavning (denne er købt i Kop & Kande)

 

Æbleskiver (uden æg)

Og så et lille lækkert tip

Har du prøvet at spise æbleskiver sammen med kirsebærsauce? Det er s.i.m.p.e.l.t.h.e.n SÅ lækkert!

Æbleskiver (uden æg)
Kirsebærsauce til æbleskiver er et match made in heaven!

Psst!

Er du til mere jule-lækkeri så kig da også lige på mine julepandekager med kandiseret appelsinskal, kanel og kardemomme.

Og har du brug for en visuel vejledning til vending og evt. efterfyldning af æbleskiver, så se denne fine video.

 

Æbleskiver (uden æg)
 
Bages æbleskiverne noget tid, inden de skal spises, kan de enten varmes i mikroovn (så bliver de bløde) eller i ovn (så bliver de let sprøde igen) ved 200 grader varmluft i ca. 5-7 minutter.
Mængde: Ca. 25 æbleskiver
Ingredienser
Æbleskiver
  • 200 g hvedemel
  • 100 g hvid hvede mel (dette er et fuldkornsmel)
  • 75 g sukker
  • 2 tsk kardemomme
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • ¼ tsk knust havsalt
  • Skal af 1 ubehandlet citron
  • 4½ dl mælk af ønsket type (havre-, neutral soya- eller komælk)
  • 2 tsk citronsaft
  • Smør(bar) til stegning
Tilbehør
  • Fx kirsebærsauce, sirup (mørk og lys), flormelis, marmelade
Fremgangsmåde
  1. De tørre ingredienser samt citronskal røres sammen i en skål.
  2. Med en håndmixer eller i røremaskine piskes mælk og citronsaft i de tørre ingredienser ad 2-3 omgange. På denne måde undgåes klumper i dejen.
  3. Lad dejen hvile 20-30 minutter.
  4. Varm en æbleskivepande op til middel varme eller opvarm en æbleskivebager.
  5. For hver æbleskive der bages, kommes lidt smør i hullet.
  6. Kom dej i hullet, op til a. ½ cm fra kanten.
  7. Bag hver æbleskive til dejen overflade er boblende og cremet.
  8. Vend æbleskiven halvt rundt, log lad den stege til overfladen igen er boblende og cremet.
  9. Vend æbleskiven en kvart omgang nog efterfyld: Kom dej i hullet helt op til kanten og vend æbleskiven den sidste kvarte omgang.
  10. Kom en smule smør ned i hullet til æbleskiven.
  11. Bag æbleskiven færdig ved jævnligt at vende den rundt i hullet til den er bagt jævnt og gyldent over det hele.
  12. Nyd æbleskiverne med fx kirsebærsauce, sirup (mørk og lys), flormelis, marmelade eller lige hvad du har lyst til.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

Æbleskiver (uden æg)