Grøntsager i kage – kan man det? Og er det overhovedet lækkert? Altså, vi kan vel godt blive enige om at gulerodskage er himmelsk? Og hvad med en skøn squashkage med hasselnødder? Det her er en rødbede-chokoladekage. Ja, rødbeder. Og vær i den forbindelse ikke bange for en jordet smag i kagen, for rødbeden kan ikke smages. Til gengæld giver den saftighed til kagen, som derfor kan holde sig frisk længe.
Tør du?
Og: Kagen er til den sundere side. Jojo. Den indeholder nemlig mindre fedtstof og mindre sukker end traditionelle kager (som det altid er tilfældet med mine kager), og så indeholder den også lidt fuldkornsmel for fylde. Men igen – det kan man hverken smage eller mærke. Det her nemlig bare en utroligt lækker, blød og smagfuld chokoladekage. Prøv den – I dare you!
Se flere af mine kager – tryk HER.
- 200 g skrællet, revet rå rødbede (det svarer til ca. 250 g uskrællet rødbede)
- 175 g vaniljeyoghurt
- 75 g neutral olie (jeg bruger raps)
- 1 dl danskvand
- 165 g brun farin
- 50 g hvid fuldkorns hvedemel
- 150 g hvedemel
- 60 g kakaopulver
- 10 g vaniljesukker
- 10 g bagepulver
- ½ tsk knust havsalt
- 125 g mørk chokolade
- Pynt: 75 g chokolade af ønsket farve (kan også være en kombi af flere farver)
- Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovnvarme.
- Skræl rødbederne og riv dem på den fine side af et rivejern.
- Skær chokoladen i meget grove chunks.
- Beklæd en springform str. 24 cm i diameter med bagepapir.
- Bland alle ingredienserne i en skål.
- Kom dejen i springformen og sæt den i ovnen.
- Kagen bages ca. 40 minutter til der næææsten ikke er kage på testnålen/-kniven.
- Rødbede-chokoladekagen afkøler på bagerist.
- Når kagen er kold, smeltes chokoladen og fordeles på kagen.
- Kagen holder sig frisk og saftig i mange dage.