Påskecookies

Lad os sige, at vi holdt en hyggelig påskefrokost. Efter al maden venter en god kop kaffe eller te – og hvad serverer man hertil? Påskecookies, sæføli.

Mine påskecookies er bagt med æblemos i stedet for æg (bare rolig, man kan ikke smage æblemosen i cookiesene), og en meget mindre mængde smør, end man finder i tradtionelle cookies.

Påskecookies

Men før du tænker “de cookies lyder liiidt kedelige”, så må jeg sige, at de smager sødt, sprødt, er lidt chewy i midten og i det hele taget alt det, man kunne ønske i en cookie.

Hvorfor de hedder Påskecookies? Fordi de er pyntet med påskeæg. Fint, ik?

Er du også vild med cookies? Tryk HER og bliv lækkersulten!

Påskecookies
 
Mængde: 12 cookies
Ingredienser
  • 75 g sukker
  • 75 g brun farin
  • 75 g smør
  • 75 g æblemos uden æblestykker i
  • 1½ tsk vaniljesukker
  • 1 tsk natron
  • 1 tsk bagepulver
  • 235 g hvedemel
  • 150 g små påskeæg med marcipan i + til pynt
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovenpå 160 grader varmluft.
  2. Beklæd en bageplade med bagepapir.
  3. Skær påskeæggene i grove stykker (de små æg med marcipan i skærer jeg faktisk bare i tre dele pr æg).
  4. Smørret skal være blødt men ikke smeltet.
  5. Bland alle ingredienserne undtagen påskeægstykkerne sammen - dejen er fast, det er meningen, hav blot lidt tålmodighed med grydeskeen, dejen skal nok samle sig.
  6. Rør til sidst påskeægstykkerne i dejen - husk der også skal være til pynt.
  7. Del dejen i 12 stykker, rul disse til kugler og sæt kuglerne på bagepladen.
  8. Tryk kuglerne en smule ned (max en fjerdedel af højden på kuglen) og kom så mange stykker påskeæg på hver let trykte kugle som muligt, påskeægstykkerne trykkes kun helt let i dejen, de skal nok sætte sig fast under bagning.
  9. Bag cookiesene ca. 14-15 minutter til de er let gyldne og akkurat kun lige begyndt at falde lidt sammen.
  10. Afkøl cookiesene på bagerist og opbevar dem i en lufttæt beholder i stuetemperatur.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
Hvis cookiesene bliver bløde på andendagen (hvis de overhovedet når at opleve andendagen), kan de ristes kortvarigt på en brødrister eller varmes ca. 3 minutter ved 160 grader varmluft og afkøles på bagerist.

 

Påskecookies