Hvid bønnesuppe med rødder, kål og sennep

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi herhjemme er ret glade for supper i de kolde måneder. Her byder jeg på en hvid bønnesuppe med rødder, kål og sennep, som bare kan noget helt særligt.

En lidt særlig suppe

Det, suppen her kan, er at den cremes med bønner, og ikke som man ofte gør det med fløde eller kokosmælk. Det betyder også, at der er masser af skøn planteprotein i, og det i kombination med grove grøntsager og masser af god smag er suppen her både sund, billig, lækker, nærende og mættende mad.

Hvid bønnesuppe med rødder, kål og sennep

Sund og god fastfood

Hvid bønnesuppe med rødder, kål og sennep er hurtigt lavet aftensmad. Og grøntsagerne kan snittes i forvejen, hvis man kan forudse en travl dag. På den måde kan man få mad, der glæder både krop og smagsløg på kort tid, også på travle dage.

Psst.

Og nu ikke mere snak ~ bortset fra at jeg da lige skal huske dig på at kigge på en anden skøn bønnesuppe her på bloggen, nemlig min fyldige bønnesuppe med chili og groft grønt.

 

Hvid bønnesuppe med rødder, kål og sennep
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Suppe
  • 2 dåser butterbeans (eller cannellinibønner)
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 6-8 laurbærblade
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 10 dl vand
Fyld
  • 250 g gulerødder (ordnet vægt)
  • 200 g knoldselleri (ordnet vægt)
  • 200 g hvidkål (ordnet vægt)
  • ½ dl sød sennep
  • ¼ tsk tørrede chiliflager
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • 1 tsk spidskommen
  • ½ tsk fintrevet muskatnød
  • 1 tsk agavesirup
  • Saft af ½ lime
  • 1 tsk groft salt
  • ¼ tsk peber
Evt.
  • Melboller
Tilbehør:
  • Godt fuldkornsbrød
  • Frisk timian til drys
Fremgangsmåde
  1. Skyl bønnerne grundigt og dræn dem i en si.
  2. Kog den ene halvdel af bønnerne, løg, hvidløg, laurbærblade, bouillonterning og vand roligt i 15-20 minutter med låg på gryden (den anden halvdel af bønnerne skal i suppen som fyld senere i processen).
  3. Mens suppebasen koges, ordnes og skæres grøntsagerne i stykker af ønsket størrelse.
  4. Efter kogning af suppen, fjernes laurbærbladene og suppen blendes helt fint med en stavblender.
  5. Tilsæt til suppen de resterende bønner samt alle de øvrige ingredienser, rør grundigt rundt, læg låg på og kog suppen roligt til grøntsagerne har ønsket mørhed, dette tager ca. 10-15 minutter afhængigt af grøntsagernes tykkelse.
  6. Smag til.
  7. Tilføj melboller hvis dette ønskes.
  8. Server sammen med fuldkornsbrød samt frisk timian til drys.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

Hvid bønnesuppe med rødder, kål og sennep