Efterårspasta ~ cremet græskarsauce

Græskar kan alt muligt, og her har jeg brugt det smukke hokkaidogræskar i den måske perfekte efterårsret: Efterårspasta. Retten består af en cremet græskarsauce fuld af skønne efterårslækkerier, og den er så rund, pikant og cremet, at man bliver helt glad af at spise den.

De der efterårslækkerier

Hvad er efterårslækkerier? Rigtig mange ting, egentlig. Men lige i denne ret er det:

Græskar

Brune champignon

Knoldselleri

Valnødder

Frisk timian

Det må man da sige er ret efterårslækkert, ik?

“Hvad er der ellers i saucen?” spørger du

Jeg bruger sorte linser i saucen dels for at få protein, og dels fordi de sorte linser både er virkelig dekorative, og fordi de forbliver faste.

Og så har jeg givet græskarret lidt modspil, hvilket jeg synes, græskar skal have for ikke at blive tungt i smagen. Det modspil får det i denne ret af hvid balsamico samt chili.

Fløde og agavesirup er brugt for at runde retten af.

Nødder i eller på?

Jeg bor sammen med en der er “mentalt allergisk” overfor nødder i mad og kage, så herhjemme drysser vi nødder på ved servering, så kan vi selv styre nøddeindholdet i maden 😉 Man kan vælge enten at komme valnødderne i saucen, eller man kan drysse dem på ved servering. Whatever rocks your boat, som man siger.

Psst.

Er du til retter med efterårslækkerier? Så tag et kig på min bygotto med groft grønt og linser, min hvide bønnesuppe med rødder, kål og sennep eller mine kikærte-knoldsellerideller med valnødder.

 

Efterårspasta
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 2 medium hokkaidogræskar
  • 150 g knoldselleri (=cirka ⅓ knoldselleri)
  • 1 bakke (=200 g) brune champignon
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse (=240 g kogte) sorte linser
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • ½ dl fløde
  • ½ tsk tørrede chiliflager (hvis du vil have det stærkere end blot en pikant chilinote så brug 1 tsk)
  • 1½ tsk tørret rosmarin
  • 1 tsk agavesirup
  • 1 spsk hvid balsamico
  • 1½ tsk groft salt
  • ¼ tsk groft sort peber
  • Måske en lille smule vand
Tilbehør
  • Spaghetti, gerne en bred type som fettucine, tagliatelle eller pappardelle, meget gerne fuldkorn
  • Frisk timian
  • Hakkede valnødder
  • Parmesan
Fremgangsmåde
  1. Start med at bage græskarrene:
  2. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovnvarme (=over- og undervarme).
  3. Hokkaidoerne deles i 4 eller 6 stykker og kerner og "strenge" fjernes.
  4. Græskarstykkerne lægges med skrællen nedad på en bagepapirsbeklædt bageplade.
  5. Når ovnen er varmet helt op, kommes pladen med græskar ind i ovnen, og græskarstykkerne bages ca. 45 minutter, indtil de er helt møre og bløde i kødet.
  6. Græskarstykkerne afkøles lidt.
  7. Mens græskarrene bager, ordnes saucens øvrige ingredienser:
  8. ~ Knoldselleri skrælles og skæres i tynde stykker af ca. 1x4 cm.
  9. ~ Champignon ordnes og skæres i tynde skiver
  10. ~ Løget skrælles og skæres i tynde skiver
  11. ~ Hvidløgsfeddene skæres relativt fint
  12. ~ Linserne skylles og afdryppes grundigt
  13. Saucen færdiggøres:
  14. Opvarm en gryde og kom lidt olivenolie heri.
  15. Steg knoldselleri ved middelhøj varme (hos mig er det trin 7 ud af 9) i 3 minutter. De må gerne tage farve.
  16. Tag de stegte knoldselleri væk fra gryden.
  17. Kom champignonskiverne i gryden og steg dem i 3 minutter. De må gerne tage farve.
  18. Tag de stegte champignon væk fra gryden og hæld evt. væde væk.
  19. Kom lidt olivenolie, løg og hvidløg i gryden og steg videre i 3 minutter. De skal ikke tage farve.
  20. Tag løg og hvidløg væk fra gryden.
  21. Tag gryden væk fra kogepladen.
  22. Skrab med en spiseske "kødet" ud af de bagte græskarstykker og kom det i gryden. Tilsæt grøntsagsbouillonterningen og fløden og blend grundigt med en stavblender.
  23. Herefter røres med en ske saucens øvrige ingredienser i, og saucen varmes godt igennem, mens pastaen koges.
  24. Smag saucen til og juster den evt. med en smule vand, hvis dette ønskes ~ men husk: Det er meningen, at saucen skal være tyk og cremet, så den kan smyge sig om pastaen.
  25. Server pasta og sauce sammen med hakkede valnødder, parmesan og frisk timian.
Rigtig god fornøjelse.

 

Efterårspasta ~ cremet græskarsauce