“Hvad er en Bønnedrøm?”, spørger du. Og det kan jeg godt fortælle dig: Det er en ret så propfuld af bønner og smag, at dine sokker bliver slået af!
Du gør sådan her:
Du laver en omgang bønne baba og lægger de stegte bønner ovenpå. OG: Hvis du nyder bønnefladbrød til, er der bagoverblæsningsgaranti. Si’r det bare. SÅ nemt og SÅ lækkert.
Inspiration kan komme de mest overraskende steder: Jeg var i den lokale arabiske købmand og faldt i snak med damen bag disken. Vi kom til at snakke om mad, da jeg skulle købe nogle hestebønner på dåse, og hun fortalte mig om forskellige retter, hun lavede derhjemme.
Dette gik jeg og bryggede lidt videre på i mit hoved, og vupti: Bønnedrøm var født. Til glæde og til gavn, du ved. Og sikken ret! Du kan godt begynde at glæde dig til dybe, varme smage, skøn mæthed og lækkerhed over hele linjen.
- 1 dåse hestebønner eller brune bønner
- 1 lille løg
- 1 fed hvidløg
- Olivenolie
- En knivspids tørrede chiliflager
- ½ tsk havsalt
- 1 portion bønne baba
- Bredbladet persille
- Ristede pinjekerner
- Bønnefladbrød
- Løget pilles og skæres fint
- Hvidløgsfedet pilles og skæres fint
- Opvarm lidt olivenolie på en pande og steg løg heri ved middel varme - de skal bare lige være være bløde, men ikke tage farve.
- Tilføj hvidløg når løgene er bløde og varm kort hvidløg med, hverken løg eller hvidløg skal tage farve.
- Tilføj tørrede chiliflager samt salt og varm igennem.
- Fordel bønne baba på et fad, fordel de stegte bønner ovenpå og drys til sidst med ristede pinjekerner og bredbladet persille. Nyd sammen med fladbrød.
Hej.
Jeg har i flere opskrifter set, at du skriver “en dåse bønner”, og jeg vil så spørge om en dåse ALTID indeholder samme mængde? Mange andre varer “lider” jo af shrinkflation (mindre mængde end vi er vant til, men til samme pris), så vil det ikke også ske med bønner på dåse?
Derudover udbløder og koger jeg altid mine bønner selv, så jeg skal altid lige finde ud af, hvilken mængde det er, der faktisk menes. Så egentlig en opfordring til at fremtidssikre dine opskrifter 🙂
Mvh. Anne-Mette
Hej Anne-Mette 🙋🏼♀️
Tak fordi du kigger forbi og for dit gode spørgsmål. I en dåse er der altid den samme mængde: 240 g bønner/kikærter (drænet vægt). I kartoner er der en lidt anden mængde, og derfor bruger jeg altid dåser og angiver også dette, så man ikke er i tvivl. Jeg udbløder og koger ikke selv mine bælgfrugter, da det dels kræver, at man husker det (ikke min stærke side), og dels er jeg en klovn til at koge bælgfrugter og får dem altid kogt ud, så de bliver både dumme og grimme 😉 I en periode skrev jeg faktisk i opskrifterne “1 dåse (=240 g kogte bønner)”, hvilket faktisk forvirrede nogle, der blev i tvivl om, hvorvidt de skulle koge dåsens indhold og andre tvivlsspørgsmål, så det hold jeg op med. Jeg har ikke styr på, hvor stor en mængde rå bønner/kikærter/linser man skal bruge for at ende med 240 g kogte af slagsen, så derfor angiver jeg ikke dette. Det er vist også lidt forskelligt?
Kærlig hilsen Pernille.