Kartoffel-porresuppe

Denne kartoffelsuppe med porre har fulgt mig i efterhånden mange år. Den er enkel, smager dejligt, er budgetvenlig, er fyldig og mætter godt. Jeg serverer altid grov- eller fuldkornsbrød til suppe, da det giver gode fibre og endnu mere mæthed.

Kartoffel-porresuppe

Noget så usædvanligt her på kanalen som en suppe uden protein??

I det hele taget er jeg ret vild med supper, fordi det er sådan en nem måde at få spist en masse gode grøntsager. Som regel inkorporerer jeg protein i mine supper, men denne kartoffelsuppe med porre er “født” uden protein, og sådan forbliver den at være. Suppen her er både børne- og familievenlig, da det er en rund, cremet suppe med mild og god smag.

Kartoffel-porresuppe

Og så har jeg en lækker idé til tilbehørs-brødet:

Osteboller! Det smager simpelthen så godt til kartoffelsuppe med porre. Si’r det bare.

Brug opskriften på mine let grove fødselsdagsboller (lav 16 boller af opskriften i stedet for de angivne 14 styk) og lav følgende justeringer til originalopskriften:

~ Brug 1 tsk groft salt i stedet for 3/4 tsk

~ Brug 1 tsk sukker i stedet for 2 spsk

~ Undlad kardemomme

~ Tilføj evt. græskarkerner i dejen

~ Drys efter pensling med masser af revet ost (fx, mozzarella, gouda eller emmentaler eller et plantebaseret alternativ)

~ Bag bollerne til de er gyldne og osten smeltet og har fået lidt/noget farve

Er du fan af suppe ligesom os herhjemme?

Så er det bare at gå om bord i mine mange lækre supper, som du fx finder ved at trykke HER.

 

kartoffelsuppe med porre
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 1 kg kartofler (den angivne vægt er inden skrælning)
  • 3 porrer (der skal 200 g porrer i suppen samt der skal bruges til fyld og topping)
  • 1 liter vand
  • 1½ grøntsagsbouillonterning
  • ¼ tsk hvid peber
  • 1½ tsk salt
  • 2-3 dl mælk
Topping
  • Noget af det grønne fra porrerne
  • Solsikkekerner, evt. ristede
  • Spirer, fx solsikkespirer
  • Evt. lidt yoghurt naturel
  • Groft brød
Fremgangsmåde
  1. Kartoflerne skrælles og skæres i mindre stykker.
  2. Porrerne renses og 200 g af det lyseste på porrerene skæres i mindre stykker. Den grønne del af porrerne skæres i helt tynde "halvmåner" og bruges senere (dels som fyld og dels som topping).
  3. Alle ingredienser undtagen salt, mælk og det grønne af porrerne kommes i en gryde og simrer lystigt (hos mig er det trin 4 ud af 9) med låg på gryden, indtil både kartofler og porrer er møre (dette tager ca. 25-30 minutter). Rør ind imellem.
  4. Når kartoffel- og porrestykker er helt møre, tilsættes mælk (start med 2 dl) og salt og suppen varmes kort igennem.
  5. Blend suppen med stavblender til helt glat og cremet konsistens. Juster evt. konsistensen med mere mælk.
  6. Varm suppen igennem nogle minutter og smag til.
  7. Server suppen sammen med grønne porretoppe, solsikkekerner, spirer, evt. lidt yoghurt naturel el. fraiche samt grov- eller fuldkornsbrød.
Rigtig god fornøjelse.

 

Kartoffel-porresuppe