
Her er mit bud på de lækreste, bløde, søde kanelsnegle i fad ~ endda bagt med mit yndlingsfuldkornsmel: Hvid hvede mel.
Nemme og hurtige snegle ~ endda til den lidt sundere side
Mine snegle kræver ikke voldsomt meget tid, da de kun skal hæve en enkelt gang og da kun i 40 minutter, for de der heldagsbagninger med timelange hævninger i flere omgange, det går jeg personligt kold på. Jeg vil bage, og så vil jeg smage.
Hvorfor bage snegle i fad?
Jeg synes, der er nogle meget klare fordele ved at bage kanelsnegle i fad:
~ Sneglene forbliver saftige og bløde, fordi de vokser ind i hinanden i fadet
~ Snasket bliver ved sneglene i fadet (= intet af de allerlækreste går til spilde)
~ Man slipper for snegle, hvis ender pludselig stritter og lever deres eget liv under bagning, og derfor nemt bliver kedelige
Og så lige et par tips
Ønsker man at bage lidt mindre snegle end disse, kan der laves 15 snegle af portionen.
Ønsker man at koldhæve sneglene kan dette også lade sig gøre (se under “I øvrigt” i opskriften).
Ønsker man at bage sneglene “på vegansk”, kan dette uden problemer lade sig gøre ~ se blot i opskriften Den eneste lille forskel ved resultatet er, at pensles sneglene med andet end æg, vil de blive knap så gyldne og en anelse mere tørre i overfladen (dog stadig skønt bløde i dejen som helhed).
Man kan komme glasur på sneglene eller blot spise dem, som de er, de smager usandsynligt godt uanset.

Sneglene til venstre har tyk dej, sneglene til højre har tynd dej ~ se fremgangsmåde i opskriften.
Er du ligesom jeg vild med brød der minder om kage…
… eller måske kage, der minder om brød? ~ så skulle du da også lige tage et kig på mine lækre og nemme scones og snart er der også en opskrift på marcipansnegle på vej. Og så er der jo også alle mine bananbrød. Eller se mine marcipansnegle med kardemomme (også bagt i fad) eller mine snurrer. Der er så meget lækkert.
Og nu til opskriften:
- 25 g gær
- 2 dl mælk
- 65 g yoghurt naturel
- 50 g smeltet smør
- 70 g sukker
- 100 g hvid hvede mel (det er en fuldkornstype)
- Ca. 325 g hvedemel
- ¼ tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 1 æg til pensling
- 120 g blødt smør (ikke smeltet, bare blødt!)
- 120 g brun farin
- 1 spsk kanel
- Begynd med at måle smør af til fyldet og lad dette ligge i en skål og blive blødt, mens dejen røres sammen.
- Gæren udrøres i vandet.
- De øvrige ingredienser tilsættes ~ tilsæt dog ikke al hvedemelet på én gang ~ og dejen røres/æltes grundigt sammen. Dejen skal være lige akkurat ikke klistrende, så er den klar.
- Dejen hviler i skålen, mens fyldet laves.
- Rør det bløde smør, brun farin og kanel grundigt sammen.
- Beklæd en form str. 32 x 22 cm (indvendigt mål) med et stykke bagepapir.
- Kom en smule mel på køkkenbordet, lige nok til at dejen ikke hænger fast i bordet.
- Udrul dejen med en kagerulle så dejen er et rektangel ~ ønskes snegle med tyk* dej rulles dejen ud til et kvadrat på 40 x 40 cm, ønskes snegle med tynd* dej rulles dejen ud i et vandret rektangel 40 x 50 cm (40 cm i bredden, 50 cm i højden)
- Smør fyldet ud på dejen, helt ud til alle kanter og hjørner.
- Rul dejen sammen så den danner en "roulade" (til snegle med tyk dej rulles på den lange led, til snegle med tynd dej rulles på den korte led) og skær 12 stykker, som lægges i det bagepapirsbeklædte fad.
- Kanelsneglene hæver 40 minutter tildækket med et viskestykke.
- Pensl kanelsneglene med sammenpisket æg.
- Fadet med kanelsneglene sættes ind i en kold ovn på midterste ribbe. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovnvarme.
- Bag kanelsneglene ca. 16-18 minutter til de er let gyldne.
Ønsker man at nyde nybagte snegle til sin morgenmad eller brunch, kan disse snegle sagtens laves i koldhævet version også:
Brug kun 20 g gær og følg ellers opskriften.
I stedet for at stille sneglene til hævning i 40 minutter som angivet i opskriften ovenfor, dækkes sneglene med et klæde eller husholdningsfilm og stilles i køleskab natten over.
Om morgenen tages sneglene ud af køleskabet, viskestykket/husholdningsfilmen fjernes og sneglene "vågner" i stuetemperatur en halv times tid.
Bag herefter kanelsneglene som angivet i opskriften.