Snurrer med variationer

Kanelsnurrer, kardemommesnurrer, marcipansnurrer, alle-mulige-andre-snurrer ~ alle snurrer er gode snurrer, hvis man spørger mig. Og derfor er denne opskrift på snurrer en alle-i-en-opskrift, det er simpelthen en opskrift på snurrer med variationer. Hva’be’ha’r!

 

Snurrer med variationer

 

Hvilken snurrevariant er den bedste?

Det ved jeg ikke. De er alle gode. De er alle lige nemme. De er alle populære herhjemme. Det afhænger af, hvad man lige har lyst til. Hvilken smag har du lyst til i dag?

Snurrer med variationer
Hvad siger du til en kanelsnurre med sprødt sukker?

 

Snurrer med variationer
Eller hvad med en kardemommesnurre med marcipan, lemon curd og pistacienødder? Eller en helt traditionel kardemommesnurrer med sukker på toppen?

 

Snurrer med variationer
Eller måske en sommervariant med marcipan og rabarber?

 

Og det bedste: Det er slet ikke svært at snurre en snurre!

Det troede jeg ellers. Men så opdagede jeg en nem måde, både at folde dejen på ~ som på min måde ikke er at folde ~ og den nemmeste måde at snurre selve snurrene på. Det ser ikke fancy eller kunstfærdigt ud, når man snurrer på min måde, men de færdige snurrer har blandt andet fået følgende kommentarer:

“Wauw! Det er de smukkeste snurrer, jeg har set!”

“DE ER FLOOOOTTE!!!”

“Dine snurrer er snurret så ensartet!”

Så: Den nemmeste snurre-metode = virkelig flotte snurrer. Det er da helt i orden, ik?

 

Snurrer med variationer

 

“Men hvordan gør man så, Pernille?” tænker du så

Det kan jeg vise dig! Længere nede i indlægget her finder du en lille video, der viser, hvordan man snurrer på min måde.

Og så er det vist bare at komme i gang!

Snurrer med variationer

Pssst.

Hvis du også er til lækre snegle, så har jeg to varianter her på bloggen, begge bagt i fad, hvorved man får de mest bløde, snaskede snegle. Der er en opskrift på marcipansnegle med kardemomme og en med almindelige kanelsnegle ~ begge slags bagt med lidt fuldkorn i dejen og begge slags søde, bløde og utroligt lækre.

 

Snurrer med variationer

 

Snurrer med variationer
 
Mængde: 12 snurrer
Ingredienser
Dej
  • 40 g gær
  • 2½ dl mælk
  • 80 g smør
  • 110 g hvid hvede mel (dette er et lyst fuldkornsmel)
  • Ca. 370 g hvedemel
  • 50 g sukker
  • 1 god tsk kardemomme
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk groft salt
  • 1 æg til pensling ELLER neutral soyadrik/havredrik

Fyld
  • Kardommesnurrer
  • 100 g blødt (ikke smeltet) smør
  • 100 g sukker
  • 2 tsk kardemomme
  • Drys: Sukker + lidt kardemomme

  • Kanelsnurrer
  • 100 g blødt (ikke smeltet) smør
  • 100 g brun farin
  • 1½ spsk kanel
  • Drys: Svensk perlesukker

  • Marcipansnurrer
  • 170 groftrevet marcipan
  • 85 g blødt (ikke smeltet) smør
  • 150 g rabarber i små tern (de 150 g er den mængde, der bruges)
  • Drys: Svensk perlesukker (inden bagning) ELLER flormelis (drysset på ved servering)
Fremgangsmåde
  1. Gæren udrøres i lidt af mælken.
  2. Tilsæt resten af mælken samt de øvrige ingredienser ~ hold lidt af hvedemelet tilbage til at begynde med. Rør dejen grundigt sammen og tilsæt mere mel efter behov. Det er dog vigtigt, at dejen ikke bliver tør, den skal være elastisk og lige akkurat ikke-klistrende.
  3. Lad dejen hvile i skålen og tildækket i stuetemperatur i 40 minutter.

  4. Mens dejen hviler laves fyldet: Smørret gøres blødt i stuetemperatur, og alle ingredienserne til fyldet røres sammen enten med håndmixer eller med ske.

  5. Når dejen har hvilet de 45 minutter, laves snurrerne:
  6. Del dejen i to lige store dele og rul hver del ud på hvert sit stykke bagepapir til kvadrater på 30 x 30 cm.
  7. Smør fyldet ud på den ene dej og læg den anden dej ovenpå (se video).
  8. Skær dejen ud i 12 strimler.
  9. Hver strimmel snurres (se video) ~ ikke for "løst" ~ og lægges på en bagepapirsbeklædt bageplade. Alle 12 snegle kan godt være på en enkelt bageplade.
  10. Når alle 12 snurrer er lavet tildækkes bagepladen med snurrerne på og snurrerne hviler 40 minutter.
  11. Snurrerne bages i ovnen på 200 grader alm. ovnvarme i ca. 11-14 minutter ~ de er færdige, når de er let gyldne i bunden og på toppen. Let gyldne!

 

 

 

Snurrer med variationer