Rødkål og rød spidskål hører vinteren til, og en god rødkålssalat er et must i de mørke måneder. I løbet af vinteren laver jeg mange forskellige rødkålssalater – eller rød spidskålssalater – og det er så skønt med den knasende kål sammen med andre gode smage og lækre teksturer.
Hvordan laver man en fyldig salat? Og hvad er en måltidssalat?
En salat skal helst være både grov, frisk, saftig og smagfuld, synes jeg. Tricket er at sammensætte forskellige elementer, der vil glæde både smagsløg og krop, og her mit bud på, hvordan man kan lave en lækker og fyldig salat:
~ Grove grønsager, fx. kål, gulerødder eller jordkokker
~ Frugt, noget saftigt og sødt som fx bær, druer eller appelsiner
~ Fuldkorn, fx ris eller pasta i salaten eller brød til salaten
~ Bladgrønt, fx. rucola eller frisk spinat
~ Friske krydderurter
~ Lidt fedme – gerne denne fedme i stedet for dressing, fx avocado eller lidt god olie (fx olivenolie/sesamolie)
~ Nødder, enhver slags nødder giver dejlig knas og smag
~ Gerne protein i form af fx linser eller bønner
Sammensætter man alle ovenstående elementer har man en salat, der dækker alle behov i et måltid ~ en såkaldt måltidssalat.
Vintersalat med indiske noter
Denne måltidssalat er en skøn vintersalat, da den indeholder rødkål, appelsiner og valnødder. Jeg har også brugt garam masala, som er et indisk krydderi, der smager fantastisk godt i denne kombination. Perlebyg og linser gør salaten til et skønt og fuldgyldigt måltid.
Salaten kan med fordel laves god tid i forvejen, så den kan stå og trække smag inden servering.
Ønskes salaten nydt med en skyr-/yoghurt dressing så se da opskriftens “I øvrigt”-felt
Psst.
Er du ligesom jeg vild med kål? Så prøv lige at se min skønne ret med kål & bønner i sennep eller min julesalat med nye toner.
- 400 g rødkål eller rød spidskål
- 120 g grønne eller sorte linser - kogt vægt! (helt fint med dem fra dåse)
- 35 g perlerug - ukogt vægt!
- 2 appelsiner
- 1 spsk garam masala
- Valnødder, grofthakkede og i ønsket mængde
- 1 spsk agavesirup
- ½ tsk knust havsalt
- Kog perlebyggen i rigeligt, letsaltet vand i 25 minutter. Afdryp og afkøl den kogte perlebyg.
- Kog linserne hvis ikke der bruges linser fra dåse. Afdryp og afkøl de kogte linser.
- Mens perlebyg og evt. linser koges tilberedes salaten:
- Skær rødkålen i ønsket størrelse (jeg kan godt lide helt tyndtskårne strimler).
- Appelsinerne skæres fri for skræl og skæres i stykker af ønsket størrelse (jeg fileterer altid appelsiner til salat, men det behøver man ikke)
- Valnødder hakkes groft.
- Alle elementerne vendes grundigt sammen.
- Salaten serveres kold.
180 g skyr naturel (min personlige favorit er den fra Løgismose, men anything goes)
1 spsk garam masala
1 spsk agavesirup
1/2 tsk knust havsalt
1/4 tsk groft sort peber