Bønnesuppe

Man kan aldrig få for meget bønnesuppe, hvis man spørger mig (og det er jeg sikker på, man gjorde!), og på en kold efterårs- eller vinterdag er det så dejligt at nyde mad, der varmer både krop og sjæl. Og det gør denne suppe i allerhøjeste grad. Fuld af gode sager er den, så fyldig, cremet, lækker og med skøn smag. Det bliver vinterens hitsuppe herhjemme, jeg kan mærke det!

Jeg kan rigtig godt lide, at suppen rummer en masse gode proteiner og gode grøntsager, og spiser man godt fuldkornsbrød til, er det et både sundt, fyldigt og nemt måltid.

Psst.

Prøv da også lige at kigge på min hvide bønnesuppe med rødder, kål & sennep, min grønne asiatiskinspirerede linsesuppe eller min enkle men skønne linsesuppe.

 

Fyldig bønnesuppe med chili & grove grøntsager
 
Mængde: 3-4 personer
Ingredienser
  • 1 dåse kidneybønner (=240 g kogte kidneybønner)
  • 60 g soltørrede tomater, dem der ligger i olielage
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 spsk rød balsamico
  • 1½ dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • *
  • 2 stængler bladselleri
  • 150 g gulerødder
  • 100 g spids-, hvid- eller kinakål
  • ½ tsk tørrede chiliflager
  • 1 tsk salt
  • ¼ tsk groft sort peber
Fremgangsmåde
  1. Skyl og afdryp bønnerne grundigt og afdryp de soltørrede tomater.
  2. Ordn og skær løg og hvidløg i relativ små stykker.
  3. Kom kidneybønner, soltørrede tomater, løg, hvidløg, hakket tomat, kokosmælk, rød balsamico, vand og grøntsagsbouillonterning i en gryde og kog det hele roligt og med låg på gryden i 10 minutters tid. Omrør ind i mellem. Mens suppen koger, skæres bladselleri og gulerødder i medium stykker og kålen i mediumtykke strimler.
  4. Efter de ti minutters kogetid blendes suppen (gerne med stavblender) rigtig grundigt, til den er så glat som muligt.
  5. Tilsæt grøntsagerne, salt og peber og varm igennem til grøntsagerne er al dente, det tager cirka 10 minutter.
  6. Smag til og juster evt. konsistensen med lidt vand. Suppen skal dog være relativt tyk i konsistensen.
  7. Server sammen med godt brød.
Rigtig god fornøjelse.