CaPonaTa, ikke at forveksle med carBonaRA. Herhjemme bliver min familie ofte forvirret over, “hvad er det nu lige, der er hvad?”.
Lad mig forklare
Carbonara er den kendte og klassiske pastaret med rigelige mængder fløde og bacon.
Caponata er en skøn og overset enkel italiensk grøntsagsret, der smager af sol og sommer i min version med fylde fra pasta ~ fuldkornspasta naturligvis ~ og så har jeg suppleret med linser, så retten også indeholder protein. Drys med ristede pinjekerner samt rigelige mængder frisk basilikum og friskrevet parmesan (eller lignende plantebaseret alternativ), og dine sommer-smagsløg vil synge.
Vil man have en ret med lidt mere spark i, kan man sagtens tilføje chili i ønsket mængde.
Og hvis du er interesseret i mere lækker pastamad…
… så klik HER og lad dine smagsløg fornøje!
- 2 auberginer
- 2 løg
- 1 kg modne tomater (det lyder af rigtig meget, men trust me)
- 5 stilke bladselleri
- 150 g sorte oliven
- 50 g kapers
- ½ dl hvid balsamico (måske lidt mere)
- 250 g fuldkornspastapenne
- 1 dåse beluga-/sorte linser
- 2 tsk sukker
- 2 tsk groft salt
- ½ tsk groft sort peber
- Olivenolie til stegning
- Ristede pinjekerner
- Frisk basilikum
- Parmesan (el. lign. plantebaseret alternativ)
- Ordn først rettens elementer:
- ~ Aubergine skæres i grove tern
- ~ Løg skæres i medium stykker
- ~ Tomater skæres groft
- ~ Bladselleri skæres i relativt tynde skiver
- ~ Oliven skæres meget groft (skal nærmest bare halveres)
- ~ Kapers skæres medium
- ~ Linserne skylles og afdryppes grundigt
- Varm en dyb pande eller stor gryde op til høj varme (hos mig er det trin 9 ud af 9). Kom olivenolie på panden og steg aubergineternene heri til de har fået god farve.
- Skru ned på cirka medium varme, og tilsæt løgstykkerne som steges med, til de er let bløde (de skal ikke tage farve, hvis de "bider" lidt i panden/gryden, så tilsæt ¼ - ½ dl vand).
- Tilsæt alle øvrige ingredienser undtagen linser og pasta og lad retten simre med låg på panden/gryden ca. et kvarters tid. Omrør ind i mellem.
- Mens saucen simrer, koges pastaen. Når pastaen er færdigkogt afdryppes den grundigt i en si og en tsk olivenolie vendes grundigt i.
- Når retten er lige ved at være klar, tilsættes linserne ~ retten er færdig, når saucen har samlet sig, tomaterne er kogt ud og auberginestykkerne helt møre. Varm retten igennem, omrør ind i mellem.
- Smag til med hvid balsamico og evt. salt.
- Vend til sidst den kogte pasta
- Server med ristede pinjekerner, frisk basilikum og parmesan ved siden af, så man selv kan drysse på i ønsket mængde.