Bønnutella

Nutella på den sundere måde? Ja tak herfra! Få ingredienser og en stavblender og vupti har man et skønt og sundt chokoladesmørepålæg med mange muligheder,fx smager det skønt som pålæg på al slags brød og som topping på grød. Og det kan også sagtens gøre det ud for en sund chokolademousse, synes jeg.

Dette smørbare, cremede chokoladepålæg  ~ herhjemme også kaldet bønnenutella eller bønnutella ~ er hurtigt at bikse sammen, og det smager bare rigtig godt. Pålægget er proteinrigt, da det er lavet på bønner, og jeg laver det desuden på sukkererstatning ~ min yndlingserstatning, som jeg bruger til alt: Perfect Strø fra Easis (ingen reklame eller spons, blot begejstring herfra) eller på dadler ~ og pålægget kan sagtens laves helt sukkerfrit, hvis man bruger både sukkererstatning samt sukkerfri chokolade.

Se også mit chokospread med sorte bønner, dadler og ristede hasselnødder.

 

Bønnutella
 
Ingredienser
  • 1 dåse butterbeans (= 240 g kogte butterbeans) eller samme mængde sorte bønner
  • 30 g usødet kakaopulver (det man bruger til bagning)
  • 65 g mørk eller lys chokolade* (evt. sukkerfrit, hvis dette ønskes)
  • 8 dadler ELLER 4 spsk agavesirup ELLER sukkererstatning svarende til mængden af agavesirup
  • ¼ tsk knust havsalt
  • 1 tsk vanille
  • 1½ dl koldt vand
Fremgangsmåde
  1. Bønnerne skylles og afdryppes grundigt.
  2. Chokoladen smeltes.
  3. Alle ingredienser kommes i en skål og køres rigtig grundigt med stavblender** til en ensartet, cremet og jævn masse.
  4. Kommes i tætsluttende beholder/glas og opbevares på køl.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Mørk chokolade giver en lidt voksen, lidt kraftig smag, lys chokolade giver en mildere, rundere smag.

**Stavblender giver det fineste, mest cremede resultat, men fx en minihakker kan også sagtens bruges.

 

Bønnutella

 

Bønnutella