Tarteletter med champignon i asparges

Der er langt mellem snapsene, når det kommer til vegetariske tarteletter, og endnu længere mellem lækre vegetariske tarteletter. MEN: Her får du mit allerbedste bud på netop dette, nemlig Tarteletter med champignon i asparges.

Saucen er fuld af champignon, hvide asparges og forårsløg, og den er cremet, rund og venlig. Den smager sååå lækkert, og den er faktisk lige til at blive glad i tartelethjertet af.

Opbagt sauce eller jævnet med majsstivelse?

Saucen er opbagt, da det giver den mest cremede og bløde sauce, men vil du hellere jævne med maizena, gør du bare det – men be warned: Det giver på ingen måde samme lækre, bløde og cremede konsistens, og derfor har jeg ikke medtaget jævningsmetoden i opskriften.

Tarteletter med champignon i asparges

Men hvad med de der proteiner?

Tjah, i netop denne ret må vi undvære. Jeg har forsøgt at snige protein ind på flere måder, men det forringer smagen og konsistensen, og den går altså ikke.

Tarteletter med champignon i asparges er skøn og grøn mormormad, og hvis du er vild med den slags, så tryk HER og lad dig inspirere.

 

Tarteletter med champignon i asparges
 
Mængde: Sauce til 12 store tarteletskaller
Ingredienser
Fyld til sauce
  • 500 g champignon (ikke-ordnet vægt)
  • 2 bundter forårsløg
  • 1 dåse aspargessnitter (1 dåse er 270 g asparges drænet vægt) - der bruges både aspargessnitterne og en del af aspargesvandet

Sauce
  • 50 g smør
  • 50 g hvedemel
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1½ dl aspargesvand
  • 2½ dl mælk
  • ⅓ tsk salt

Desuden
  • 12 store tarteletskaller
  • Kruspersille
Fremgangsmåde
Først forberedes fyldet til saucen
  1. Ordn champignon og skær dem i skiver (jeg bruger en æggedeler til dette).
  2. Ordn forårsløgene og skær dem i stykker på ca. 2 cm.
  3. Hæld vandet fra aspargessnitterne i dåsen - GEM VANDET!
  4. På en tør og meget varm pande (hos mig er det trin 8 ud af 9) steges champignonerne. Når der er vand på panden fra champignongerne tilsættes forårsløgene, og der steges, til væsken er væk. Flyt panden fra pladen og lad den vente.

Saucen laves
  1. I en gryde (med plads nok til at rumme den færdige sauce med fyld) smeltes smørret ved middel varme (hos mig er det trin 5 ud af 9).
  2. Når smørret er smeltet, tilsættes melet, og der piskes effektivt med piskeris, til smørret har absorberet melet (det vil klumpe lidt, men bare rolig).
  3. Tilsæt aspargesvandet og pisk blandingen igennem til melet er helt pisket ud.
  4. Tilsæt mælken, grøntsagsbouillonterningen samt saltet og rør rundt.
  5. Lad blandingen koge op (stadig på trin 5) med jævnlig omrøring. Når saucen koger, skal den koge 2-3 minutter, så melet koges grundigt ud. Omrør her jævnligt og skru evt. lidt ned.

Færdiggørelse
  1. De stegte champignon og forårsløg samt aspargessnitterne kommes i saucen, og det hele varmes igennem.

Servering
  1. Serveres med sprøde, varme tarteletskaller (se opvarmeningsvejledning på pakken) samt med drys af kruspersille.
Rigtig god fornøjelse.

 

Tarteletter med champignon i asparges