Sort rissalat med honningdressing – eller som vi kalder den herhjemme: Aases rissalat. Ophavskvinden er nemlig min svigermor, som desværre ikke længere er hos os. Hun var sin tids foodie-type, og hun står bag en del retter, vi stadig spiser eller snakker om hjemme hos os.

“Hvorfor er den her salat så god?” tænker du måske
Der er to ting, der gør salaten til sin helt egen:
De sorte ris – risene er jo helt utroligt smukke og anderledes, og de har et virkelig lækkert bid i sig – og så er de faktisk fuldkornsris
Dressingen – det særlige ved denne dressing er samspillet mellem honning, citron og paprika
Salaten ser ret enkel ud, men kombinationen af smag og tekstur gør den til en skøn og særlig (på den gode måde altså!) smagsoplevelse.

Nyd salaten…
… som den er, sammen med grillmad eller vegetariske deller, i madpakken, på et buffetbord eller hvor du nu ellers kan finde på at servere en superlækker salat.
Og hvis du er glad for rissalater, så kig da lige på min virkelig skønne mellemøstlige salat med linser, min lækre mexicanske rissalat eller min fuldkornsrissalat med vandmelon og edamamebønner.


Sort rissalat med honningdressing
Det skal du bruge
- Risene
- 200 g rå sorte ris
- 8 dl vand
- 1/2 tsk salt
- Grøntsagerne
- 225 g gulerod (den angivne mængde er den mængde der bruges i salaten)
- 1 bundt forårsløg
- Valnødder i ønsket mængde
- Lyse rosiner i ønsket mængde
- Dressing
- 4 spsk honning
- 3 spsk citronsaft
- 1 spsk olivenolie
- 1/2 tsk paprika
- 1 1/2 knust flagesalt
- 1/4 tsk groft sort peber
Sådan gør du
Risene
- Kom ris, salt og vand i en lille gryde og lad dem koge op. Herefter skrues ned til svag simren (hos mig er det trin 3 ud af 9) og låg lægges på gryden. Det kan måske virke som meget svag simren, men det er for at modvirke, at kogningen går for hurigt, og risene åbner sig. Se anvisning af kogetid på risposen - dog er det vigtigt, at risene kun lige akkurat er møre, men ikke mere end det, og de skal ikke begynde at åbne sig.Risene vil ikke suge al vandet under kogning, så det overskydende vand drænes fra de færdigkogte ris i en si. Risene afkøles.
Dressingen
- Dressingen røres sammen. Det kan være lidt svært at smage den til, den skal smage ret kraftigt, da salaten suger en del smag derfra.
Salaten
- Salatens elementer ordnes:
- Gulerødderne skæres med en tyndskræller i helt tynde, lidt brede strimler
- Forårsløg renses og skæres i skiver eller stykker af ønsket størrelse
- Valnødderne skæres groft
- Alle salatens elementer blandes grundigt sammen.
- Server rissalaten afkølet.
Rigtig god fornøjelse
