Loading...
Grove kerneflutes med havregryn

Grove kerneflutes med havregryn

 

Jeg har længe gerne villet bage mine egne flutes, men jeg ooorkede det ikke, for den slags er jo besværligt, ik’?

Nej. Det er åbenbart ikke besværligt. Eller det behøver det i hvert fald ikke være. Og man kan jo her hos mig være sikker på, at det hverken er en langvarig eller besværlig proces at hjemmelave lækre sager – for så gider jeg det simpelthen ikke.

 

‘Åh nej, det der ‘groft‘ lyder som noget tørt halløj’, tænker du måske

Igen: Nej. Eller det kan det måske være. Og igen: Ikke her hos mig, for så… – vi siger det lige i kor: … gider vi det ikke.

 

 

Det grove trick der gør brødet ekstra lækkert

Havregryn. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men havregryn gør simpelthen en grov brøddej mere luftig og saftig, end hvis man udelukkende bruger mel. Og da havregryn er 100% fuldkorn , er det den nemmeste vej til brød der er BÅDE groft OG saftigt. Smart, ik’?

 

Er du også vild med grove boller?

Så skal du da lige kigge på mine Grydeskestykker, det er nemlig en af bloggens allermest populære bolleopskrifter, OG den er danner basis for disse grove kerneflutes med havregryn.

 

Grove kerneflutes med havregryn

Grove kerneflutes med havregryn

Grove kerneflutes med havregryn er nemme og hurtigt lavede madbrød. Selvom de er grove, er de luftige og saftige, og de har lækkert kerneknas.
Psst. Du kan enten hurtighæve dejen eller koldhæve den i køleskab, hvad end der passer dig bedst
Udskriv
2 flutes

Det skal du bruge

  • 15 g gær
  • 4 dl lunkent vand
  • 1 tsk sukker
  • 125 g finvalsede havregryn
  • 350 g hvedemel
  • 2 tsk groft salt
  • 70 g græskar- eller solsikkekerner
  • 1 æg til pensling (alternativt til æg kan flutesene blot drysses med hvedemel, det er også lækkert)

Sådan gør du

Sammenrøring

  • Rør gæren ud i det lunkne vand.
  • Tilsæt sukkeret og rør det godt ud. Lad blandingen hvile et par minutter.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør dejen grundigt sammen med en grydeske (brug ikke elpisker eller røremaskine, da dejen herved bliver for blød).
  • Smør lidt neutral olie en stor (condi)bøtte med tilhørende låg, kom dejen heri og sæt låget på (alternativt dækkes skålen godt til).
  • Dejen hæver i stuetemperatur til dobbelt størrelse, dette tager cirka en time.
  • Dejen kan i stedet for at hæve i stuetemperatur hvile i køleskab natten over/ca. 8-10 timer.

Bagning

  • Sæt en plade ind i midten af ovnen og et ovnfast fad i bunden af ovnen. Tænd ovnen på 250 grader varmluft og lad plade og fad opvarme sammen med ovnen.
  • Kog lidt vand op, der skal bruges 1 dl kogende vand senere i processen.
  • Læg et stykke bagepapir klar på bordet.
  • Kom lidt vand på køkkenbordet (dette modvirker at dejen klistrer) og hæld forsigtigt dejen ud herpå. Fold dejen ind over sig selv en enkelt gang og del dejen i to. Arbejd så lidt som muligt med dejen for at bibeholde mest muligt af luften fra hævningen i dejen.
  • Tag forsigtigt det ene stykke dej, læg det på bagepladen og form det aflangt - en smule koldt vand vand på hænderne modvirker klistring. Form et flute på 30 cm i længden, der er lige tykt over det hele.
    Gør det samme med det med andet stykke dej.
  • Pensl flutesene med sammenpisket æg.
  • Træk bagepapiret med de to flutes over på den varme bageplade og sæt bagepladen i ovnen. Hæld det kogende vand i det opvarmede ovnfaste fad. Luk hurtigt ovnlågen.
  • Flutesene bages ca. 15 minutter (afhængigt af ønsket farve) - bruges stegetermometer skal centertemperaturen være 98 grader.
  • Flutesene afkøles på bagerist.
    Flutesene er fryseegnede.
Rigtig god fornøjelse

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alle rettigheder tilhører Pernille Rosenkilde - v for vegetarisk