Jeg er fuldstændig tosset med rodfrugter, og jeg elsker, når butikkerne bugner med rodfrugter af alle typer, former, farver og dufte. Jeg er vild med, at rodfrugter er så smagfulde, smukke, mættende og kaloriefattige. Jeg mener ~ what’s not to love?!

Her er et enkelt rodfrugtfad med kartofler og linser, der bare skal bages i ovnen. Det bliver ikke meget nemmere. Det kan nydes som det er og drysset med persille efter bagning, evt. dryppet med lidt fraiche, eller man kan servere en god hummus til. Uuhh, det er så godt altså!

 

Rodfrugtfad med linser
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 300 g kartofler med skræl
  • 400 g knoldselleri (vægt uden skræl)
  • 200 g pastinak (vægt uden skræl)
  • 200 g gulerødder*
  • 300 g rødbeder (vægt uden skræl)
  • 1 dåse grønne linser eller 240 g kogte, sorte linser**
  • 3-4 spsk olivenolie
  • Havsalt
  • Evt. lidt peber
Tilbehør:
  • Persille
  • Fraiche eller hummus
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Bruges linser fra dåse skylles disse grundigt samt drænes grundigt i en sigte.
  3. Ordn og skær alle grøntsagerne samt kartoflerne i medium stykker.
  4. Vend alle ingredienser sammen i fadet/formen, de skal bages i.
  5. Bag retten 40 minutter.
  6. Nyd med ønsket tilbehør.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Bruges økologiske gulerødder er det ikke nødvendigt at skrælle disse, så er den angivne mængde gulerødder med skræl
Bruges ikke-økologiske gulerødder, eller ønsker man at skrælle sine øko-gulerødder, er den angivne mængde gulerødder uden skræl.

**Linser på dåse er ofte mere faste, end dem man koger selv, derfor skelner jeg mellem linsetyperne i denne ret afhængigt af om linserne kommer fra dåse eller man selv koger. Dette fordi linsernes konsistens er vigtig for retten. Derfor bruges grønne linser fra dåse, men sorte linser hvis man selv koger linserne, da de sorte linser meget bedre end de grønne holder formen ved kogning (=ikke åbner sig).