De her, ik’; Manitobastykker – de nemmeste æltefri boller – de er simpelthen SÅ lækre.
Manitobastykkerne er bagt med manitobamel, som er et ultimativt lækkert brød-bage-mel. Det er en hvedemelstype, der har ekstra god hæveevne, og som gør dejen smidigere og saftigere. Manitobamel er ret nemt at få fat i, selvom det er et specialmel; Alle store supermarkeder som fx Kvickly, Bilka og Føtex fører det, og Netto fører endda en økologisk variant.
Manitobastykkerne er fantastiske, når de er bagt lyse og lækkert bløde. Og de er lige så skønne, når de er bagt gyldne og skønt sprøde. Bare bag dem som du allerbedst kan lide dem.
Og vil du også gerne have supernemme boller med fuldkorn? Så skal du et smut forbi mine superlækre Grydeskestykker.
Så: Klar. Parat. Bag!
- 5½ dl koldt vand
- 10 g gær
- 1½ tsk sukker
- 500 g manitobamel
- 50 g finvalsede havregryn
- 50 g hørfrø eller solsikkefrø eller chiafrø
- 1½ tsk salt
- Pensling: Vand
- Kom gær og vand i en bøtte eller skål (denne bøtte/skål skal dejen hæve i, så sørg for, den er stor nok, dejen hæver dog ikke voldsomt meget) og rør gæren grundigt ud i vandet.
- Tilsæt sukker, rør grundigt.
- Tilsæt de øvrige ingredienser og bland grundigt med en grydeske.
- Sæt låg på bøtten/dæk skålen grundigt.
- Lad dejen hvile i køleskab natten over (eller to timer i stuetemperatur).
- Drys lidt mel på køkkenbordet og hæld dejen ud herpå.
- Tænd ovnen på 225 grader varmluft og sæt en bageplade ind i midten af ovnen.
- Lad dejen hvile på køkkenbordet, mens ovnen opvarmer, gerne 20 minutters tid.
- Når ovnen er opvarmet, og dejen har hvilet, skæres/hakkes 10 aflange stykker ud (gøres nemmest ved først at halvere dejen på langs og derefter dele hver del i 5 aflange stykker), dyp dejskæreren/kniven i lidt vand mellem hver udskæring, dette modvirker, at dejen klistrer. Sæt stykkerne over på et stykke bagepapir.
- Pensl/spray bollerne med vand.
- Bagepapiret med manitobastykkerne trækkes over på den varme bageplade fra ovnen.
- Bag manitobastykkerne 12 minutter for lyse, bløde stykker/22 minutter for gyldne, sprøde stykker.
- Manitobastykkerne afkøles på bagerist.