Mange kender nok den smukke kanelstjerne, der ligner en million. Her får du så en opskrift på en lige så smuk og lækker Julestjernemed marcipan og syltet appelsinskal.
Julestjernen er MEGET nemmere at lave, end man skulle tro, og da jeg først havde taget mod til mig og prøvet at lave den, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Sådan en stjerne gør sig så utroligt flot på ethvert kaffebord. Og prøv at servere den til en lækker brunch også. Du vil modtage så mange “wauw!” og “hvor er du go’!”, at du næsten bliver helt flov.
Og i juletiden kan denne Julestjerne med marcipan og syltet appelsinskal snildt erstatte æbleskiverne til ethvert julearrangement, si’r det bare.
- Dej
- 25 g gær
- 3 dl mælk
- 50 g smør
- 50 g sukker
- 125 g hvid hvede mel (dette er et helt lyst fuldkornsmel)
- Ca. 375 g hvedemel
- 1½ tsk kardemomme
- ¼ tsk salt
- Mælk eller sammenpisket æg til pensling
- Fyld
- 150 g marcipan
- 50 g blødt (ikke smeltet!) smør
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 tsk kardemomme
- 75 g syltet appelsinskal
- Drys: Perlesukker (gerne perlesukker af rørsukker, ellers almindelig perlesukker)
- Dej
- Gæren udrøres i mælken.
- Smørret smeltes og tilsættes, og blandingen røres sammen.
- De øvrige ingredienser tilsættes, hold lidt af hvedemelet tilbage og tilsæt det efter behov.
- Dejen er lige akkurat ikke klistrende, når den er klar.
- Tag dejen ud på et let meldrysset bord. Vej dejen og del den i tre lige store stykker og form med let hånd boller af de tre dele dej.
- Lad dejstykkerne hvile i stuetemperatur, mens fyldet røres sammen
- Fyld:
- Alle ingredienserne til fyldet røres grundigt sammen.
- Form stjernen
- Beklæd en bageplade med et stykke bagepapir.
- Find en tallerken eller lignende med en diameter på 26-28 cm.
- Med en kagerulle rulles de tre dejstykker hver ud til en cirkel lidt større end den fundne tallerken.
- Læg en dejcirkel på den bagepapirsbeklædte bageplade.
- Kom halvdelen af fyldet på den dejcirkel, der ligger på bagepladen, smør fyldet næsten ud til kanten, lad de yderste 2-3 cm være uden fyld.
- Gentag. Afslut med en dejcirkel hvorpå der ikke kommes fyld.
- Læg en tallerken lidt større end dejcirklerne ovenpå og skær kanterne af, så dejen bliver helt rund.
- Stil et glas på ca. 7 cm i diameter præcis på midten af dejen (glasset skal ikke trykkes gennem dejen, blot dels markere en svag cirkel på dejen og dels fungere som hjælp ved udskæring af stykkerne).
- Skær 16 lige store stykker - ligesom lagkagestykker - ud fra glasset i midten og helt ud til kanten - dette gøres nemmest ved først at opdele dejen i fire lige store stykker, og derefter dele disse fire dele i yderligere fire stykker. Fjern herefter glasset.
- Løft to dejstykker ad gangen og sno dem 3 gange rundt, væk fra hinanden. Tryk enderne på de to snoede stykker godt sammen, så de hæfter med hinanden i spidsen (de sammenføjede spidser vil være højere end resten af stjernen). Fortsæt hele vejen rundt, så stjernen får 8 spidser.
- Tænd ovnen på 190 grader almindelig ovnvarme (ikke varmluft) og lad den varme helt op.
- Mens ovnen opvarmer, hviler stjernebrødet i stuetemperatur i 25-30 minutter.
- Inden kanelstjernen sættes i ovnen, pensles den med mælk eller sammenpisket æg samt drysses med perlesukker.
- Kanelstjernen bages ca. 14-15 minutter (til ønsket gylden farve).
- Nyd kanelstjernen lun eller kold.
Vis dette opslag på Instagram