
Du tænker måske, det er meget… nytænkende… eller… overraskende… eller bare mærkeligt… at komme kaffe i chiagrød. Jeg var også lidt loren ved sagen, indtil jeg smagte ældstedatters kaffe-chiagrød. Den smagte så lækkert, at den straks fik navnet Idas kaffe-chiagrød, og selvfølgelig skal den også have en plads her på bloggen.
Morgenkaffen i morgenmaden
Mange er glade for deres morgenkaffe ~ undertegnede inklusiv ~ men at komme kaffe i min yoghurt eller min chiagrød var lige lovligt innovativt, tænkte jeg. Ældstedatter var ikke tvivl: Det kunne kun blive godt! Hun prøvede sig frem, og der var bulls eye i første forsøg. Og så var jeg jo også nødt til at prøve. Og jeg siger dig: Once you go kaffe-chiagrød, you never go back. Virkelig!
Morgenmad for voksne
Idas kaffe-chiagrød er skøn morgenmad og mest for voksne med hang til kaffe. Den har den der raffinerede kaffesmag og en fin cappucinofarve. For en kaffetosse som mig er det simpelthen bare noget nær den perfekte morgenmad, fordi:
Kaffe
Nem at lave
Kan forberedes og stå flere dage i køleskabet
Kan nydes to stay eller to go
Fik jeg nævnt kaffe?
Kaffetosset?
Så er vi to! Så kig lige på min kaffesmoothie med butterbeans, min nemme iskaffe med vanille eller min irish coffee. Eller gå all in og se alle mine kaffeopskrifter HER, der kommer jævnligt flere kaffeopskrifter til.
- 1 tsk nescafé + 2 tsk kogende vand
- 200 g vanilleyoghurt
- 15 g chiafrø
- Hvad du ønsker ~ min favorit her er musli + dadler + valnødder
- Rør kaffepulveret og det kogende vand grundigt sammen så al kaffepulveret er opløst. Lad afkøle.
- Rør yoghurt og chiafrø sammen.
- Tilsæt kaffemassen til yoghurt-chiablandingen og bland meget grundigt.
- Chiagrøden sættes i køleskab i lukket beholder natten over.
- Om morgenen toppes chiagrøden med ønsket topping og nydes.