Iskaffe

Fra slet ikke at være kaffedrikker, er jeg nu meget overraskende blevet netop dette. Bevares, jeg drikker kaffe med både plantemælk og sødning/sukker i, men så er jeg til gengæld også rigtig glad for min kaffe.

Den bedste kaffe, jeg ved, er iskaffe. Her på bloggen findes allerede en opskrift til kaffebegyndere, en iskaffe i slushy version og nu denne. Den her er den nemmeste af dem alle, fordi den ikke kræver hverken tid eller køkkenudstyr af nogen særlig art. Det eneste jeg somme tider bruger i denne opskrift er en håndholdt mælkeskummer ~ en stavskummer, kalder jeg den ~ men den kan nemt bare erstattes af en gaffel.

Men nu til sagen. Og så kan du om få minutter nyde en skøn iskaffe.

 

Nem iskaffe med vanille
 
Mængde: 1 stort glas
Ingredienser
  • 4-5 strøgne tsk neskaffe
  • 1½ tsk sukker ELLER sukkererstatning svarende til denne mængde (jeg bruger fx ¾ tsk Easis Perfect Strø)
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 3 dl mælk
  • Isterninger
Fremgangsmåde
  1. Neskaffe, sukker/sødning, vaniljesukker og ½ dl af mælken kommes i et stort glas, og der piskes grundigt med gaffel/ske, til kaffe m.v. har opløst sig i mælken.
  2. Tilsæt herefter den resterende mælk og bland grundigt.
  3. Tilsæt isterninger og lad afkøle.
  4. NYD!
Rigtig god fornøjelse.