Det er ret dejligt, når ens børn også synes, det er hyggeligt at være i køkkenet. Ikke fordi de altid vil være med til at kokkerere, men med jævne mellemrum gør de det, og det allerbedste er, når det er på eget initiativ. Det er også grunden til, at denne lemonade finder vej til bloggen, det er nemlig Klaras fortjeneste. I forsommeren havde hun i skolen prøvet at lave denne lemonade og var ret begejstret for den, og hun ville derfor gerne lave den til os herhjemme. Den slags siger vi naturligvis ikke nej tak til.

Lemonaden er nem at have med at gøre og hurtig at lave. Den har sødme fra sukkeret men stadig masser af friskhed fra citron, og den er så nem at gå til, at en 9 årig kan lave den selv.

Sukker eller sukkererstatning?

“Men! Skrev hun lige sukker??” tænker du måske. Og ja, det gjorde jeg, for intet er forbudt her hos mig. Og ønsker man at lave Klaras lemonade med sukkererstatning, kan dette sagtens lade sig gøre. Lad mig anbefale Easis Perfect Strø, da det er den sukkererstatning, der smager bedst, synes jeg.

Bragt på bloggen med tilladelse

Klara sagde meget sødt, at hvis jeg havde lyst til at have opskriften på hendes lemonade på bloggen, så måtte jeg gerne det, og det er da et tilbud, jeg hverken kan eller vil afslå. Så her er opskriften på Klaras nemme og dejligt smagfulde lemonade:

 

Klaras lemonade
 
Mængde: Ca. 1 liter færdig limonade
Ingredienser
  • Cirka 7 dl koldt vand
  • 2½ dl sukker
  • 2½ dl citronsaft, det svarer til cirka fire citroner af almindelig størrelse
Fremgangsmåde
  1. Pres citronerne og mål saften af, så den rette mængde bruges. Hæld citronsaften gennem en sigte, så kun saften er tilbage. Mål saften af, så du er sikker på at have den rette mængde.
  2. Kom 2 dl af vandet og sukker i stålskål eller en stålgryde (fordi stålet gør det nemmest muligt at se, om sukkeret er opløst). Pisk/rør indtil sukkeret er helt opløst.
  3. Tilsæt de sidste 5 dl vand.
  4. Hæld citronsaften op i vand- og sukkerblandingen og bland.
  5. Smag evt. lemonaden til.
  6. Hæld lemonaden på skoldet flaske, luk flasken og opbevar den i køleskabet.
  7. Lemonaden nydes kold, gerne med isterninger i. Det smager også godt at tilføje lidt hyldeblomster eller frisk mynte i glasset med lemonaden og isterningerne.
Rigtig god fornøjelse.

 

Man kan også lave lemonadekoncentrat, på den måde er man friere stillet, hvis man fx gerne vil blande koncentratet med danskvand i stedet for vand. Jeg har ikke angivet mængde af citron og vand i opskriften, da man bruger citronsaft og sukker målt i deciliter i forholdet 1:1. Det betyder at man kan lave så stor (eller lille) portion, man har lyst til.

Se i opskriften i hvilket forhold lemonadekoncentratet blandes med vand/danskvand.

 

Klaras lemonade ~ koncentrat
 
Ingredienser
  • Citroner
  • Sukker
Fremgangsmåde
  1. Pres det ønskede antal citroner og mål citronsaften i deciliter.
  2. Der bruges samme mængde sukker, som der er antal deciliter citronsaft, eks.: 3 dl citronsaft + 3 dl sukker.
  3. Sukkeret opløses i citronsaften, brug stavblender eller piskeris. Det tager lidt tid.
  4. Når sukkeret er opløst, er lemonadekoncentratet færdigt, og det hældes på rengjorte, skoldede flasker og opbevares i køleskab
  5. Koncentratet blandes med vand eller danskvand i forholdet 1:3, eks. til ½ dl koncentrat bruges 1½ dl vand/danskvand.
  6. Server med en masse isterninger i lemonaden.
Rigtig god fornøjelse.