Overnight oats ~ også kaldet køleskabsgrød ~ er nok noget nær verdens nemmeste morgenmad. Det røres sammen om aftenen, trækker natten over i en lukket beholder i køleskab, og næste morgen er det blot at åbne beholderen og nyde sin skønne morgenmad. Eller tage morgenmaden med sig, hvis det passer den dag.

Denne version af overnight oats er lavet med friske sommerribs og -solbær fra haven, men kan også sagtens laves med samme slags bær fra frost. Eller bare med andre bær, friske  eller frosne. Men nu hvor det er sommer, er det bare så dejligt at hente bær i haven ~ hvis man er så heldig at kunne det ~ og nyde i sin mad.

Jeg har brugt perlespelt i denne overnight oats, fordi de tilfører et rigtig lækkert bid i, og havremælken gør grøden creeemet.

Se også min overnight oats med chia og hindbær, den er også virkelig skøn.

 

Overnight oats med ribs, solbær & perlespelt
 
Ingredienser
  • 1 dl grove havregryn
  • ½ dl kogt, kold perlespelt
  • 1 spsk chiafrø
  • 90 g (= en stor dl) ribs og/eller solbær
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 tsk grofthakkede valnødder
  • 1¾ dl mælk af ønsket type, jeg bruger havremælk
Fremgangsmåde
  1. Alle ingredienserne røres sammen i en beholder, som lukkes og stilles i køleskab natten over.
  2. Næste morgen: Omrør og nyd.
Rigtig god fornøjelse.