
Hytteostwraps er et nemt måltid – så nemt, at man næsten tror det er løgn, faktisk.
Jeg mener: Fire ingredienser + selvvalgt fyld. That’s it!
Perfekt til alle måltider, både morgen, middag og aften. Og sådan en hytteostwrap kan sagtens nydes både kold og varm, så den er også super at tage med i madpakken.
Og psst: Prøv at bage den rund og lidt tyk = den skønneste omelet!
Hey! Du skal da også lige se min hytteostcreme!
Hytteostwraps
Mængde: 2 mindre wraps
Det skal du bruge
Wrap
- 250 g hytteost (je burger den fra Cheasy, fordi jeg bedst kan lide den)
- 1 æg
- ¼ tsk salt
- Groft, sort peber I ønsket mængde (max ¼ tsk)
Fyld
- Alt dit yndlingsfyld kan bruges, så bare slå dig løs. På billederne her har jeg brugt spidskål, agurk, cherrytomater, avocado og ærteskud
- Dressing - lige den du har lyst til, fx sød chilisauce, ranchdressing, fraiche (gerne med dild i), gomadressing eller noget med hvidløg
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 175 grader varmluft og lad den varme op.
- Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Hytteost, æg, salt og peber kommes i en minihakker og køres til en jævn konsistens. Der vil være lidt nistret fra hytteosten, det betyder intet.
- Smør hytteostmassen ud i en firkant str. 25x30 cm (ikke større). Sørg for at hytteostmassen er så jævnt fordelt som muligt.
- Bag hytteostmassen cirka 25 minutter - den er færdig, når den har masser af mørkebrune steder og du ikke tør give den længere tid (fordi den jo ikke skal brænde af).
- Den bagte wrap flyttes stadig på bagepapiret over på en bagerist og køler af.
- Når wrappen er afkølet, flyttes den forsigtigt fra bagepapiret.
- Læg fyldet - vær gavmild med det lækre fyld! - i en 'stribe' på den korte led af wrappen og rul wrappen tæt/stramt om fyldet.
- Halver wrappen og nyd.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
Prøv at bage hytteostmassen rund og lidt tyk - så kan du lave den skønneste omelet. Denne portin giver 1 omelet.
